
- VI SKAL LEVERE EN PRÆSTATION DER ER TRØJEN VÆRDIG
08.09.2026 09:30
Søndagens nederlag til FCK er lagt bag os, og nu retter vi blikket fremad. På onsdag gælder det Kolding IF i Betano Pokalen, hvor vi skal rejse os og sikre os videre avancement.
Efter sejren over FC Fredericia i sidste pokalkamp trak vi Kolding IF op ad bowlen, og onsdag går turen derfor til Autocentralen Park, hvor der er kampstart kl. 19.00.
Mandag var vi tilbage på bane 1 i Ådalen, hvor fokus naturligt er rettet mod den kommende pokalkamp. Nederlaget til FCK skal vi ikke glemme, men vi skal bruge det til at blive bedre og rette blikket mod den næste opgave.
For Martin Hansen handler de kommende dage derfor både om at komme videre og om at være ærlige omkring det, der ikke fungerede søndag.
- Den velkendte 24-timers-regel skal tages i brug her. Når man taber 0-5 hjemme med så store forventninger til kampen, skal man have det ud af systemet. Men man skal også være kritisk, for når man taber så stort, er der nogle ting, som ikke er gået, som de skal, siger Martin Hansen.
Og onsdag kommer muligheden for at svare igen hurtigt. Allerede to dage efter nederlaget venter en ny kamp, hvor holdet kan omsætte skuffelsen til handling på banen.
- Vi kan bruge det, at vi har en kamp onsdag, til at revanchere det, der skete i søndags. Fokus skal være, at vi skal være skuffede over de enkelte præstationer, men også som hold. Og så skal vi videre, siger Martin.
For Martin er forventningen til onsdagens pokalopgør klar. Det handler om at vise den rette reaktion og om at leve op til den trøje, holdet bærer.
- Meget, meget kort. Vi skal levere en præstation, der er trøjen værdig.
Samtidig er spillerne ikke i tvivl om, hvad den stribede opbakning betyder. Søndag var mere end 10.000 striber samlet på Nature Energy Park, og også på udebane har opbakningen været tydelig. Senest i Fredericia og Lyngby, hvor mange stribede fans stod bag holdet endnu en gang.
- Det, jeg hæfter mig ved, var udekampen i Fredericia, hvor det var et skævt tidspunkt midt i en midtugekamp, og hvor vi heller ikke havde særlig mange gode præstationer på det tidspunkt. Alligevel bakker de op, lyder det.
Den opbakning er noget, holdet tager med sig, når turen går til Kolding IF. For onsdag handler det om at give noget tilbage til de striber, der står bag holdet – og om at spille sig videre i Betano Pokalen.
- Vi har snakket rigeligt om præstationer. Nu skal vi til at vise nogle ting på banen, og vi skal videre i pokalen. Der skal ikke være nogen undskyldninger for ikke at komme videre.
Det er derfor også med et klart fokus, at Martin Hansen går ind til onsdagens opgør.
- Det er i hvert fald det mindset, jeg går til kampen med. Det er det, vi skal fokusere på.




