
Alle elsker at spille foran så mange mennesker
20.02.2026 18:30
Rasmus Falk går først ind, når striberne træder ind på et proppet Nature Energy park i morgen. Foran ham venter tusindvis af striber, og en kamp der skal få holdet tilbage på sporet.
Lørdag kl. 14.00 sparkes kampen i gang mod F.C. København på Nature Energy Park, når vi tager imod de forsvarende mestre i en nervepirrende kamp.
Fokus er dog på os selv og på at vise det spil og de værdier, der altid skal følge med OB-trøjen på græsset.
– Det var en kollektiv off day sidste weekend. Det satte sig hurtigt, efter at vi kom bagud 2-0 så tidligt, og det er egentlig først i pausen, at vi finder os selv igen. I anden halvleg viser vi, at vi kan spille god fodbold, og at vi kan fighte. Vi har stadig gang i noget spændende, og det hele handler om os selv og om, at vi kommer tilbage på sporet i morgen mod FCK, siger vores anfører, Rasmus Falk.
Selvom FCK ikke ligger, hvor de plejer i tabellen, bliver det på alle måder en hård kamp, hvor hvert minut tæller, understreger kaptajnen:
– Vi skal ramme vores topniveau. Det skal vi, når vi møder hold af den kaliber. Vi har set, at hvis vi ikke gør det, får vi svært ved at vinde. Det handler om at være med i kampen i alle 90 minutter. Der vil selvfølgelig komme perioder, hvor vi kommer til at lide, og der skal vi stå imod og så udnytte de perioder, hvor FCK lider.
Men hvis der er én ting, der kan få et stribet hjerte til at slå hurtigere og hårdere, så er det lyden af vores hjemmebane. Vi bliver rigtig mange striber på stadion i morgen, og det får en væsentlig betydning.
– Alle elsker at spille foran så mange mennesker. Det giver energi, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at begejstre alle de mennesker, der bruger tid, penge og energi på at støtte os. Det betyder rigtig meget.
Har du endnu ikke nået at finde billet? Sikr dig den nu.




