
OB på hjernen – vi går sammen med Hjerneskadeforeningen om Fanhjelmen
27.02.2026 12:32
Med Fanhjelmen får alle stribede fans mulighed for at kombinere klubstolthed med sikkerhed og et stærkt budskab. Den passer både til voksne og børn.
I samarbejde med Hjerneskadeforeningen sætter vi nu fokus på forebyggelse af hovedskader med Fanhjelmen. Det gør vi sammen med superligaklubberne Brøndby IF, F.C. København, FC Midtjylland og Viborg FF.
For hvert køb af en Fanhjelm går der 25 kr. ubeskåret til Hjerneskadeforeningens program Unge Hjerner, som hjælper unge i alderen 16-30 år med at finde fodfæste i livet efter en hjerneskade.
Hjelmen er CE-godkendt, let og behagelig at bruge, uanset om man er på vej til stadion, skole eller på arbejde. OB Fanhjelmen har et rent, klassisk design i vores hvide og blå farve – og den kan købes for 499 kr.
En del af noget mere
Dette samarbejde underbygger vores ønske om, at OB skal være mere end 90 minutter på en fodboldbane, siger vores kommercielle direktør, Jack Jørgensen:
- Vores ønske med dette samarbejde er derfor også at bruge OB’s rækkevidde til noget, som rækker ud over kampdagene. Ved at indgå i dette samarbejde sammen med fire andre superligaklubber, håber vi på at kunne bidrage til at flere cyklister fremover vælger cykelhjelmen.
Find fanhjelmen i vores fanshop på Kongensgade 39.




