
Tre stribede talenter indkaldt til DBU’s U15-talenttræning
25.02.2026 12:30
Tre af vores talentfulde akademispillere er blevet indkaldt til DBU’s talenttræning for U15 Øst-drenge, hvor de skal deltage i både træningspas og -kampe i starten af marts.
August Krogsgård, Qussi Alsalhani og Sigurd Raun-Petersen er alle en del af den trup, som den 3. marts skal samles i Ballerup til en fælles DBU-talenttræning, sammen med de største talenter fra Sjælland og Fyn. Dagen efter, den 4. marts, venter der to interne kampe mod U15 Vest, som spilles lige her i Odense på Marienlyst-centret.
August Krogsgård er midtbanespiller og skrev i januar kontrakt med vores akademi frem til 2028. Han kom hertil fra samarbejdsklubben Dalum IF og var også en del af den seneste U15-talentsamling.
Qussi Alsalhani var også med ved seneste U15-talentsamling og er igen blandt de udtagne spillere.
Sigurd Raun-Petersen er også indkaldt til denne gangs samling. Han kom til OB fra Boldklubben Marienlyst som U14-spiller og har tidligere været en del af DBU-samlinger på yngre årgange.
Stort tillykke, drenge!




