
Anssi Suhonen er ny mand i striber
17.01.2026 09:00
25-årige, finske Anssi Suhonen skifter til Odense Boldklub på en aftale der løber frem til sommeren 2029. Midtbanespilleren kommer til klubben fra Hamburger SV.
Lørdag er truppen i Ådalen blevet en spiller bredere. Finske Anssi Suhonen har nemlig underskrevet en kontrakt med klubben, der løber frem til sommeren 2029.
Den 25-årige midtbanespiller kommer til klubben fra den tyske bundesligaklub Hamburger SV, m senest har han repræsenteret Östers IF fra den svenske Superettan, hvor han har været på udlån siden i sommer.
- Med ankomst af Anssi Suhonen forstærker vi mulighederne på midtbanen. Anssi passer med sin presintensitet, løbevilje og gode pasningsspil ind i OB’s spillestil, og så tilføjer han ekstra muligheder i mellemrummet, siger sportsdirektør, Troels Bech.

- Jeg kan ikke vente med at komme i gang
Anssi Suhonen har foruden 61 kampe i 2. Bundesligaen også 12 A-landskampe på cv’et fra det finske landshold.
Nu ser han frem til at gå til stålet foran de stribede fynske tribuner.
- Jeg glæder mig til at møde og spille med holdet. Den danske liga er meget fysisk og på et højt niveau, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Anssi Suhonen.
Samtidig glæder den tekniske midtbanespiller sig til at lære endnu mere om byen.
- Det virker til at være en rigtig dejlig by. Jeg har ikke set så meget endnu, men det jeg har set – også her i klubben – har virkelig været fedt indtil videre. Jeg glæder mig.
Anssi Suhonen drager sammen med resten af truppen til Spanien på mandag, hvor vi ti dage frem er på træningslejr. Her vil hans rejsetaske være markeret med nummer 10, som han også skal bære på trøjen frem til sommeren 2029.




