
2025 blev også året hvor vi fik ny OB-ambassadør. Her ses kommerciel direktør, Jack Jørgensen, med OB-ambassadør Morten Holm Ørsager, forsanger i det fynske band, Kalaset.
Vi har skudt gang i et nyt år med stadionbyggeri, øget sammenhængskraft og ny webshop
24.01.2026 09:12
Der er taget hul på et nyt år i Odense Boldklub fyldt med spændende opgaver og nye muligheder i vores traditionsrige klub. Det samme gælder hos vores kommercielle direktør, Jack Jørgensen, der glæder sig til et vildt år, som byder på stadionbyggeri, åbning af ny webshop og udrulning af endnu mere sammenhængskraft på tværs af Fyn.
Den lange vinterpause nærmer sig sin afslutning. Snart bliver det forår, og vi skal samles igen i det stribede fællesskab. Foran os venter et spændende år fyldt med muligheder for at bygge videre på det stærke fundament, vi skabte sammen i 2025.
- Opbakningen til klubben voksede yderligere sidste år. Efteråret bød på et flot tilskuersnit på 10.249 – det tredjehøjeste tilskuersnit i 3F Superligaen. Vi nåede også det højeste antal sæsonkortholdere til dato i OB, og vi forventer at bryde den magiske grænse på 5.000 sæsonkortholdere i løbet af foråret. Den enestående opbakning, vi mærker fra fans og sponsorer, fylder os med god energi og mod på mere – og jeg tror derfor på, at 2026 kan blive året, hvor vi sammen kan tage klubben og fællesskabet til næste niveau, siger Jack Jørgensen og fortsætter:
- Vi har bevist, at når vi gør tingene sammen, så når vi langt større resultater, end når vi gør det hver for sig – uanset om det er på banen, på tribunen eller i byen.
Ny webshop på vej
Sommeren 2026 byder på en ny tilføjelse til vores tilgængelighed uden for Fyn.
I takt med at flere striber er kommet til, har vi oplevet en stor vækst i salget af merchandise, og vi oplever igen i denne sæson et rekordstort trøjesalg. Derfor vil vi til sommer lancere vores egen webshop.
- Vi er blevet mange striber de seneste år, og det har betydet, at efterspørgslen på OB-merchandise er steget markant. Samtidig har det længe været et stort ønske blandt mange OB-fans, at vi fik vores egen webshop. Derfor ser vi det som et naturligt næste skridt i vores udvikling, at vi åbner en ny officiel OB-webshop til sommer. Med den nye OB-webshop vil vi både øge tilgængeligheden og udvide sortimentet af merchandise, så det bliver endnu nemmere at vise striberne frem – uanset hvor man bor, siger Jack Jørgensen.
Det er samtidig også til sommer, at klubbens nye aftale med Hummel træder i kraft, hvilket bliver den største tøjsponsoraftale i Odense Boldklubs historie.
Stadionombygning
Til sommer tager vi også hul på omdannelsen af vores gamle stadion i Bolbro, hvor rammerne skal optimeres og renoveres, så de lever op til fremtidens stadionkrav.
Planen er, at vi skal spille vores hjemmekampe på Nature Energy Park under ombygningen, så vi kigger ind i et par sæsoner frem mod sommeren 2028, hvor ikke alt bliver helt, som det plejer, når vi går til fodbold.
Til gengæld kan vi glæde os til lukkede hjørner, fuldt overdækkede tribuner og ikke mindst forbedrede og udvidede toiletforhold. En vigtig del af omdannelsen bliver at sikre et stadion, der bevarer sin sjæl – og et stadion, der inviterer til fællesskab og danner rammen om en intens atmosfære.
- Fællesskabet omkring fodbold er noget helt unikt i dag. Det er måske et af de sidste frie fællesskaber, hvor der stadig er plads til alle, præcis som vi er, og uanset hvilken baggrund vi kommer fra, lyder det fra vores kommercielle direktør, der fortsætter:
- Fællesskabet er det fineste, vi har, og det skal vi alle sammen passe godt på. OB er ikke noget, vi tager – det er noget, vi giver til hinanden. Derfor ser vi heller ikke fremtidens stadion udelukkende som et fodboldstadion, men som et moderne forsamlingshus. Hele byens og alle stribernes forsamlingshus. Et sted, hvor der fejres, samles og skabes minder for livet.
Identitet OB
- Vi har fået skabt et sundt og stærkt fundament for vores klub, som vi nu er klar til at bygge videre på – blandt andet takket være det store identitetsarbejde, som det forgangne år bød på. Der skal lyde en stor tak til alle jer, der frivilligt og af kærlighed til klubben har ydet en kæmpe indsats for skabelsen af Identitet OB. Sammen har vi lagt hjørnestenene til OB’s fremtid. En unik præstation i moderne fodbold, slutter Jack Jørgensen.
Næste skridt bliver at folde OB-identiteten yderligere ud og sprede sammenhængskraften til hele Fyn – og med et spændende kampprogram allerede fra forårssæsonstarten vil Nature Energy Park endnu en gang afkræve masser af power og passion fra både banen og byen.




