
Nicolas Bürgy skifter til FC Thun 1898
24.06.2026 11:30
Vi tager afsked med vores schweiziske midtstopper efter at have accepteret et skifte til FC Thun 1898.
Rygnummer 5 bliver ledigt, efter at vi i dag tager afsked med vores schweiziske midtstopper, Nicolas Bürgy, der drager til hjemlandets mesterhold, FC Thun 1898.
I striberne nåede den nu 30-årige forsvarsspiller 43 optrædener fordelt på 1. division og 3F Superligaen med to mål til følge. Begge i sidste sæsons første hjemmekamp mod Viborg FF.
- Det har været en meget hård og svær beslutning at forlade den her klub. Jeg har elsket at være en del af OB, men nogle gange er hovedet ikke enig med hjertet, siger Nicolas Bürgy.
Nu drager den stærke midtstopper hjem til Schweiz, men dog ikke uden minder fra hans tid i Odense.
- Jeg vil sige en stor tak til alle i og omkring klubben. Især til fansene. I har gjort den her tid meget speciel for mig. Fortsæt med at bringe al den energi til Odense Stadion – det er det, der gør den her klub så speciel, siger Nicolas Bürgy, inden han sender en hilsen til alle OB’ere:
- Jeg ønsker klubben alt det bedste i fremtiden. Jeg ved, at der er så meget kvalitet i den her trup, at de kan nå deres mål. Jeg vil helt sikkert komme tilbage for et sidste farvel, slutter schweizeren.
Tak for tiden og indsatsen i striberne, Nicolas.




