OB’s ambition er at deltage i Mesterskabsspillet

18.06.2026 10:00

Klubben er klar til at fortsætte udviklingen, og ambitionen er nu at tage det næste skridt i den nye sæson. Samtidig fortsætter klubben med at investere massivt i egen talentudvikling.

En ny sæson står for døren i Danmarks bedste fodboldrække. For Odense Boldklub er ambitionen at tage det næste skridt op mod Mesterskabsspillet. Efter en tilfredsstillende 8.-plads i sidste sæson skal klubben nu stræbe efter et trin højere oppe på stigen.

- Det giver ikke mening at sigte efter en lavere placering end sidste år, og samtidig stræber vi ikke efter at blive de bedste af resten. Det efterlader os med ambitionen om at deltage i Mesterskabsspillet i den kommende sæson, siger Troels Bech, sportsdirektør i OB, og fortsætter:

- Vejen dertil er allerede lagt. Vi arbejder intensivt med vores kultur og har lavet væsentlige investeringer. Det giver en tro på, at vi kan se frugterne af de seneste års arbejde fortsætte med at vokse.

Samtidig fortsætter klubben med at investere massivt i egen talentudvikling. Klubben har allerede skrevet fuldtidskontrakter med flere talenter til akademiet, herunder Abdou Wadou Sarr og Noah Lassen.

- Den rejse, vi ser os på, rækker fortsat fremad, og derfor vil vi efter sidste sæsons konsolidering i Superligaen nu have en ambition om at spille med i Mesterskabsspillet. Vi ser en mulighed på grund af den indsats, der har været i sidste sæson, for at bygge videre på det, der allerede er sat i gang. Det sagt med respekt for, at andre konkurrerende klubber kan tage et ryk, vi ikke har indflydelse på. Samtidig skal vi sikre, at vores akademi kan følge med, og derfor investerer vi fortsat der, siger Troels Bech.

Det næste skridt på rejsen
Ambitionen handler ikke om et kortsigtet krav, men er derimod det naturlige næste skridt i den langsigtede plan for Odense Boldklub.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ønsker at bygge noget, der kan holde i mange år. Tiden siden nedrykningen har vist, at fundamentet er stærkt, og derfor er det naturligt, at vi hæver ambitionen. Mesterskabsspillet er det næste skridt på vores rejse, siger bestyrelsesformand Niels Thorborg og fortsætter:

- Når vi investerer i OB, gør vi det med et langsigtet perspektiv. Ambitionen om Mesterskabsspillet er ikke et udtryk for utålmodighed, men for troen på den udvikling, vi allerede ser i klubben.

Klubben kommer samtidig fra en sæson, der også uden for banen har styrket udviklingen. Derfor er det også et samlet OB, der nu stræber efter at tage næste skridt.

- Den sportslige ambition står ikke alene. Den bygger på den opbakning, vi oplever fra fans, partnere og medarbejdere hver eneste dag. Når vi nu sigter mod Mesterskabsspillet, er det et mål, hele klubben står bag, siger kommerciel direktør i Odense Boldklub, Jack Jørgensen.

Odense Boldklub har det seneste år oplevet en historisk stor opbakning fra lægterne, både hvad angår tilskuertal og loyalitet blandt fans med sæsonkort.

- Det seneste år har vist, hvad vi kan skabe sammen. Vi har styrket fundamentet omkring klubben, og nu er tiden kommet til at tage næste skridt. Derfor er ambitionen om Mesterskabsspillet både naturlig og nødvendig, slutter Jack Jørgensen.

Spillertruppen vender retur til Ådalen fredag den 19. juni og påbegynder forberedelserne til den kommende sæson.