OBQ styrker midtbanen med Lærke Friis

29.06.2026 11:51

Den 19-årige midtbanespiller Lærke Friis har skrevet under på en toårig aftale med OBQ og kommer til klubben med erfaring fra både A-Ligaen og de danske ungdomslandshold.

Den 19-årige midtbanespiller har spillet sine ungdomsår i SIF Q, inden hun skiftede til Kolding IF, hvor hun skrev sin første ungdomskontrakt. Efter tre år i Kolding er hun nu klar til at tage næste skridt i karrieren, når hun fortsætter udviklingen hos OB. 

Ved siden af klubkarrieren har Lærke været en fast del af de danske ungdomslandshold. Midtbanespilleren har repræsenteret Danmark 34 gange på U16-, U17- og U19-niveau, hvor det er blevet til syv mål – heraf seks på U17-landsholdet. Trods sin unge alder står hun desuden allerede noteret for 16 kampe i A-Ligaen. 

Sportschef for kvinderne, Mikkel Bo Mikkelsen, glæder sig over at få Lærke Friis til klubben.

– Vi er utrolig glade for, at Lærke har valgt at fortsætte sin udvikling hos os i OB. Hun er en moderne og dynamisk midtbanespiller med et højt aktivitetsniveau, stærke kompetencer på bolden og en evne til at drive spillet fremad. Samtidig er hun en løbestærk og arbejdsom spiller, som passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille på, siger Mikkel Bo Mikkelsen.

Han ser samtidig et stort potentiale i den unge midtbanespiller.

– Lærke kommer med værdifuld erfaring fra ungdomslandsholdene og har allerede prøvet kræfter med landets bedste række. Vi ser et stort potentiale i hende, og vi er overbeviste om, at hun både sportsligt og menneskeligt bliver en stærk tilføjelse til OB, siger Mikkel Bo Mikkelsen.

Klar til et nyt kapitel i de blå og hvide 

Nu ser Lærke Friis frem til at tage hul på et nyt kapitel i karrieren i de blå og hvide farver.

–Jeg har valgt OB, fordi jeg kan se mig selv i klubbens værdier og ambitioner. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg ønsker at udfordre mig selv hver eneste dag, og jeg er overbevist om, at OB er det helt rigtige sted for mig. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, arbejde hårdt og bidrage til klubbens fortsatte udvikling. fortæller Lærke Friis.

Den nytilkomne OB-spiller sætter samtidig ord på sine styrker som spiller. 

–Jeg er en teknisk spiller, der godt kan lide at have bolden og være med til at skabe chancer. Derudover sætter jeg holdet over mig selv og er med til at gøre mine medspillere gode, afslutter Lærke. 

Lærke Friis støder til truppen op til forberedelserne frem mod den kommende sæson.