Vi forlænger aftalen med Noah Lassen

17.06.2026 14:54

19-årige Noah Lassen har sat sin underskrift på en aftale med klubben frem til sommeren 2027. Midtbanespilleren kom til OB som U14-spiller fra Øens Hold-klubben Glamsbjerg IF.

Akademiet har forlænget kontrakten med endnu et af klubbens egne talenter, da Noah Lassen har sat sin underskrift på en aftale med OB frem til sommeren 2027.

Den 19-årige midtbanespiller kom til klubben fra Øens Hold-klubben Glamsbjerg IF som U14-spiller. Undervejs har han markeret sig som en af de mest lovende spillere i sin årgang, og i 2023 fik han debut på klubbens førstehold i 3F Superligaen mod FC Midtjylland som blot 16-årig.

- Det er selvfølgelig rigtig dejligt, og jeg sætter stor pris på, at klubben giver mig muligheden for at vise det, jeg kan. Nu har jeg haft et par år med skade, hvor jeg ikke føler, jeg har kunnet vise 100 %, og det er jeg glad for, at jeg kan nu, siger Noah Lassen.

Siden debuten har Noah fortsat sin udvikling på akademiet, hvor han nu er en del af klubbens U19-hold. Efter at have brugt det seneste år på at vende retur fra en skade er den teknisk stærke midtbanespiller nu klar til endnu et år i Ådalen.

- Jeg har trænet godt igennem i ferien, og nu skal jeg bare ud at give den gas og imponere. Det her er jo min 'anden barndomsklub' for mig, og jeg har været her i mange år. Så det er megafedt at få den her kontrakt skrevet under, siger Noah Lassen.

En topspiller gennem mange år
Akademichef Tonny Hermansen glæder sig over, at endnu en spiller fra klubbens egne rækker fortsætter sin udvikling i OB.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fået forlænget med Noah. Han har været en topspiller på akademiet i rigtig mange år. Uheldigvis fik han en skade, som har drillet ham lidt, og derfor har han været sat lidt tilbage. Nu skal vi sammen finde det niveau, som han tidligere har vist, siger akademichefen.

Noah Lassen begynder sæsonen som en del af førsteholdets preseason på samme vis, som han gjorde det sidste år.

- Jeg har et stort håb om, at næste skridt skal være at tage turen op til Superligaen, og det er det, vi skal bruge det næste år til. Vi har set det før og har haft nogle rigtig gode eksempler på at se det her virke, og så er tanken jo også, at han skal træne med Superligaen i det omfang, det kan lade sig gøre.

Aftalen med Noah Lassen løber frem til sommeren 2027.