
Skæbnekamp venter mod FC Thy-Thisted Q
08.05.2026 10:33
Lørdag venter en af sæsonens vigtigste kampe, når vi på hjemmebane tager imod FC Thy-Thisted Q i kvalifikationsspillet i A-ligaen.
Med fire kampe tilbage og tre point op til lørdagens modstander, som ligger på den adgangsgivende 4. plads, er der tale om en direkte duel, hvor der er vigtige point på spil i jagten på endnu en sæson i landets bedste række.
Seneste møde med FC Thy-Thisted Q endte med et snævert nederlag på 1-0 på udebane, men på hjemmebane har vi tidligere haft succes mod lørdagens modstander. I sommerens opstart vandt vi 4-0 i en træningskamp, og i seneste turneringsopgør på hjemmebane blev det til en 3-0-sejr i sæsonen 2023/24 – en kamp, der samtidig sikrede os oprykning til A-ligaen.
Vi går ind til kampen efter en god stime med point i de seneste tre opgør, hvor vores spil har vist bedre takter. Forhåbentlig kan tage den voksende selvtillid være en afgørende faktor i et opgør, hvor der ikke er plads til at holde igen.
En spiller, der tydeligt mærker udviklingen i truppen, er vores nummer 24, Marie Holmgaard, som peger på et hold med fornyet tro på tingene.
- Jeg kan tydeligt mærke en forandring på holdet. Humøret er højt, og vores fokus er skarpt rettet mod at tage tre point i weekenden, siger hun.
Ifølge Marie Holmgaard er der sket meget siden sidste møde med FC Thy-Thisted Q, hvor de sidste marginaler manglede.
- Vores tro på hinanden og vores egne evner er et helt andet sted. Sidste kamp mod Thy manglede vi de sidste procenter, men denne gang møder de et samlet OB-hold, hvor både spillere og trænere har udviklet sig meget. Vi er blevet skarpere i begge felter.
Opskriften på succes er også klar.
- Vi skal komme ud med høj intensitet og spille vores spil. Den her kamp skal være på vores præmisser, så vi selv kan afgøre udfaldet. Samtidig har vi brug for energien fra hjemmebanen. Vi kunne virkelig mærke den opbakning, vi fik mod FC Midtjylland.
For Marie Holmgaard personligt har sæsonen også budt på mere ansvar, hvilket hun ser som en naturlig del af udviklingen.
- Jeg føler, jeg har fået et stort ansvar, og det giver mig mulighed for at udvikle mig sammen med holdet. Men nu handler det også om resultater, så vi kan blive ved med at udvikle os dér, hvor vi hører hjemme, nemlig i A-ligaen.
Der er lagt op til en intens og afgørende kamp på Nature Energy Park, hvor vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Så tag din ven, familie, nabo eller noget fjerde med på stadion og vær med til at vise hvad den stribede sammenhængskraft går ud på.
Kampen spilles lørdag den 9. maj klokken 13.00 på Nature Energy Park. Hvis du har sæsonkort, har du gratis entré og ellers sikrer du dig en billet her.




