Troels Bech ser tilbage på en løfterig sæson

28.05.2026 06:50

OB tog et vigtigt skridt i sæsonen 2025/26 med stabilisering i 3F Superliga, stærk transition fra akademi til førstehold og et fundament, der skal danne grundlag for næste skridt i klubbens udvikling.

Sæsonen 2025/26 er afsluttet, og i Odense Boldklub er vurderingen klar: Der er taget et vigtigt skridt i den sportslige udvikling af klubben.

En ottendeplads i 3F Superliga uden reel nedrykningsfare, tæt kontakt til mesterskabsspillet langt ind i foråret og markant spilletid til egne akademispillere er blandt de elementer, der får sportsdirektør, Troels Bech, til at beskrive sæsonen som godkendt – men ikke meget god.

- Det var fra start vores mål at etablere os i 3F Superliga og bygge en solid platform for de kommende år. Det mål lykkedes vi med, samtidig med at vi evnede at række ud efter mere, dog uden helt at få fat i det, siger Troels Bech, inden han fortsætter: 

- At gøre det i en tid, hvor der aldrig er brugt flere penge i ligaen, end der gør nu, kan vi godt være tilfredse med. Men jeg er også stolt over, at vi tillader os at være skuffede over ikke at komme i mesterskabsspillet. 

For selvom der er skabt fremgang på flere områder, er ambitionerne i OB fortsat større.

Akademiet gjorde endnu engang indtog på førsteholdet
Et af de områder, sportsdirektøren særligt fremhæver, er udviklingen af egne spillere.

I løbet af sæsonen har flere akademispillere fået markante roller omkring førsteholdet, og gennem store dele af året har OB haft hele fire spillere omkring U21-landsholdet.

Det ser Troels Bech som et vigtigt bevis på, at transitionsarbejdet mellem akademi og førstehold bevæger sig i den rigtige retning.

- For en fodboldklub som os er det altafgørende at have en stærk transition. Det ligger også i identiteten i OB. I år har det dog været ekstraordinært med hele seks spillere fra årgang 2007 i førsteholdstruppen og mindst fire tidligere akademispillere fast omkring startopstillingen. 

Ifølge ham handler det ikke alene om minutter på banen, men om at skabe en kultur og en identitet, hvor unge fynske spillere kan udvikle sig og tage næste skridt i klubben.

- Vi tror på de unge spillere her i OB, men det skal være hårdt arbejde og holdånd, der skal bane vejen for dem. Noget som flere lykkedes med at bruge som fremdrift i år. 

Nu skal næste skridt tages
Selvom sæsonen samlet set vurderes positivt, er der samtidig en bevidsthed om, at udviklingen stadig er i gang.

Derfor er budskabet fra sportsdirektøren også, at sæsonen skal ses som begyndelsen på en længere rejse – ikke som det færdige billede.

- Denne sæson vil først for alvor kunne vurderes om nogle år, for først dér ved vi, om det var starten på det, vi alle håber på for OB og arbejder for. Vi accelererede tingene sidste sommer med fire nye trænere og seks nye spillere, og vi kommer nok til at fortsætte tingene igen i år. 

Sportsdirektøren understreger, at ambitionerne fortsat er højere end en ottendeplads, men at klubben samtidig ønsker at bygge udviklingen på et stabilt og bæredygtigt fundament.

- For at kunne tage det næste skridt skal ambitionen naturligvis pege på et trin højere oppe ad stigen. Vi kan ikke se os tilfredse med at træde et skridt ned næste år, og det kræver, at klubben fortsat udvikler sig i den sportslige sektor såvel som den kommercielle, slutter sportsdirektør Troels Bech.