- Vi skal slutte sæsonen godt af, så vi kan tage endnu et skridt opad som klub

02.05.2026 11:59

Søndag klokken 14.00 går det igen løs på Nature Energy Park. Her fløjtes den næstsidste hjemmekamp i sæsonen i gang, når vi tager imod Silkeborg IF. Læs vores anførers tanker om kampen her.

Sæsonen er i sin afsluttende fase, og der er stadig noget at spille for, når vi i de kommende kampe skal sætte et stærkt punktum på foråret. Målet er at kunne bruge en god afslutning som afsæt til næste sæson, samtidig med at vi fortsat jagter sidste års mestre i tabellen.

Sæsonens tidligere opgør mod Silkeborg IF har været med forskellige udtryk, men desværre stadig uden en sejr. Vores anfører Rasmus Falk mener derfor, at det er tid til at revanchere os.

- De forrige tre møder med Silkeborg IF har været nogle forskellige kampe. Den på hjemmebane skulle vi have vundet ti ud af ti gange, den første på udebane spillede vi godt, men vi fik et rødt kort, som ændrede kampen, og senest var vi bare ikke gode nok, så der er helt klart noget at revanchere.

Selvom præstationerne har svinget, er der en klar følelse af, at vi står et godt sted.

- Vi synes, at vi har haft et rigtig godt topniveau, men vi kan stadig blive bedre til at finde stabiliteten. Men som udgangspunkt synes jeg, at vi er et rigtig godt sted, og nu handler det om at slutte godt af og holde niveauet.

Netop afslutningen på sæsonen er i fokus i de sidste kampe. For selvom vi med vores seneste resultat nu har sikret os endnu en sæson i Superligaen, så er der stadig meget at spille for.

- Vi skal slutte sæsonen godt af, så vi kan tage endnu et skridt opad som klub. Det handler om, at vi alle skal tage det næste skridt – både spillere, stab, faciliteter og fans. Vi skal rykke os sammen, og det gør vi ved at få sat en god afslutning på sæsonen, så vi kan bruge den som afsæt til næste sæson.

Opbakningen fra tribunen har været en vigtig del af at kunne rykke klubben fremad.

- Fansene har virkelig levet op til deres ansvar, og vi er sindssygt taknemmelige for den opbakning, vi har fået. Vi prøver altid at betale tilbage med alt, hvad vi kan, og det håber jeg, at de kan se. Nogle gange giver det nogle fantastiske præstationer, og andre gange er kvaliteten der ikke helt, men arbejdet og intensiteten er der altid i det, vi laver.

Har du ikke købt billet endnu, så kan du sikre dig din her.