
Vi skriver kontrakt med Marius De Claville
19.05.2026 13:25
Den alsidige forsvarsspiller Marius De Claville Knudsen kom til klubben fra Næsby for blot et år siden og har allerede nu spillet sig til sin første kontrakt som OB-spiller. Aftalen løber frem til udgangen af 2028.
Akademiet har skrevet kontrakt med endnu en spændende spiller, efter at Marius De Claville har sat sin underskrift på sin første kontrakt som fodboldspiller. Marius kom til klubben for blot et år siden. Inden da har han spillet i Øens Hold-klubberne Næsby Boldklub og Taarup-Paarup Idrætsforening.
- Jeg er superglad for at have skrevet under med OB, og mest af alt stolt. Jeg kom til klubben for et år siden, så at jeg allerede nu får lov at skrive kontrakt, betyder utrolig meget for mig, siger Marius.
Siden skiftet til striberne har han udviklet sig hurtigt og spillet flere forskellige positioner – blandt andet højre back.
- Jeg har lært rigtig meget det seneste år og så har jeg også lært en masse gode mennesker at kende her i OB.
Drømmen er klar for den unge den forsvarsspiller.
- Jeg drømmer om en dag at løbe ind på banen på et fyldt Odense Stadion og forsvare OB-målet. Jeg vil spille på den allerhøjste hylde.
En spiller med stor vijle.
Akademichef Tonny Hermansen peger på Marius som en spiller med både stor fleksibilitet og en stærk mentalitet.
- Marius er lidt en hybridspiller, som kan dække flere positioner. Han har både spillet som midtbane om på backs, og det giver nogle spændende muligheder, siger Tonny Hermansen.
Særligt Marius’ indstilling og udvikling har gjort indtryk på akademichefen.
- Det, der er spændende ved ham, er hans vilje i kampene og hans lyst til hele tiden at udvikle sig. Han er en modig spiller, og hans udvikling er gået rigtig stærkt det seneste år.
Fra næste sæson venter der nye udfordringer, når Marius skal tage skridtet op på U17-niveau.
- Nu skal han vænne sig til at konkurrere med endnu flere spillere, men jeg ser et stort potentiale i ham, netop fordi han har den indstilling og vilje til at dygtiggøre sig hver eneste dag – både til træning og kamp.
Aftalen med Marius De Claville løber frem til udgangen af 2028.




