
Nedre del af Barfoed Group Tribunen udsolgt mod F.C. København
13.03.2026 08:43
Der er fyldt op på den nederste halvdel af langsiden og på flere af zonerne på øverste halvdel, når vi søndag møder F.C. København i første runde af Kvalifikationsspillet.
Nedre C, som man næsten kunne være fristet til at kalde det lige til den her kamp, er udsolgt. Barfoed Group Tribunen kommer til at være flot og stribet, da ikke bare den nederste del, men også både C2 og C3 på øverste del er helt fyldt op til søndagens kamp mod F.C. København. Også C4 er tæt på at kunne meldes udsolgt, mens billetsalget i flere andre zoner også stiger stødt.
Det er altså med at få fingrene ud, hvis man skal have plads på langsiden, når vi tager hul på Kvalifikationsspillet. Der er lagt op til en stor kamp, hvor vi forventer mere end 10.000 tilskuere i Bolbro, når vi sammen forsøger at få revanche mod københavnerne - denne gang skal vi have alle tre point.
Kom i god tid
Der bliver tryk på stadion, og derfor er det også vigtigt, at vi passer på hinanden. For at flest muligt får en god oplevelse, opfordrer vi til, at man kommer tidligt og nyder godt af alt den hygge og mad, man kan finde i de to fanzoner.
Odense Letbane har sat tre ekstra tog ind mellem kl. 12.00 og kl. 13.00, så du kan komme sikkert frem til kamp.
Ryk sammen på tribunerne og husk, at din sidemand eller dame bare er en stribet makker, som du endnu ikke har mødt.




