- Vi håber virkelig, at hele Odense vil komme og kæmpe med os

05.04.2026 12:00

Mandag 2. påskedag venter endnu en vigtig kamp i 3F Superligaens kvalifikationsspil, når vi tager imod FC Fredericia på Nature Energy Park klokken 16.00. Dørene åbner allerede klokken 14.00, og der er lagt op til en eftermiddag, med stor opbakning fra tribunerne.

Der er tæt kamp om placeringerne i kvalifikationsspillet, hvor blot fire point skiller FC Fredericia på 10. pladsen fra os selv på 7. pladsen. Derfor skal vi være klar fra første fløjt, når endnu en vigtig kamp bliver sparket i gang på Nature Energy Park. 

Det er et opgør, der tidligere på sæsonen har budt på både intensitet og mål. I de to første møder med FC Fredericia har vi scoret i alt seks mål, og sidst vi mødte FC Fredericia, kom blandt andre Noah Ganaus på måltavlen. 

Vores topscorer, som indtil videre har nettet 13 mål i denne sæson, ser frem til endnu et opgør mod FC Fredericia og håber samtidig på massiv opbakning fra lægterne. 

- Det har været to kampe med mange mål og fantastisk opbakning, så jeg glæder mig meget til den næste kamp. Vi håber virkelig, at hele Odense vil komme og kæmpe med os, siger Noah Ganaus.  

Opbakningen har været en vigtig del af vores sæson indtil videre, og flere gange har støtten fra tribunerne været med til at tippe kampene over til vores fordel. Det mærker vores spillere også tydeligt på banen, fortæller Noah Ganaus. 

- De er der altid for os. Både i de svære perioder og i de gode perioder. Det betyder meget for os, og vi mærker det virkelig, når de bakker os op. 

Den flotte opbakning har også været med til at bringe os tæt på en helt særlig milepæl. For første gang siden 2009 er et gennemsnit på 10.000 tilskuere på hjemmebane inden for rækkevidde. Vi skal derfor fortsætte vores flotte takter på banen og på lægterne, så vi kan få en historisk afsked med vores gamle stadion. 

Du sikrer dig en billet her.