
Vi henter 15-årig keeper fra FC Nordsjælland
01.04.2026 07:13
Den 15-årige keeper Aske Rasmussen skifter til Akademiet fra FC Nordsjælland. Aftalen med den talentfulde målvogter løber tre år.
Den talentfulde keeper Aske Rasmussen tager nu næste skridt i sin udvikling, når han skifter til OB fra FC Nordsjælland. Der har Aske Rasmussen været en del af deres akademi i de seneste tre år, efter han kom dertil fra F.C. København.
Aske Rasmussen ser frem til at trække den fynske keepertrøje over hovedet og glæder sig over at have skrevet under på en tre-årig aftale med OB.
- Jeg så OB som en rigtig god mulighed for at udvikle mig. De har et fedt set-up, og de har lavet rigtig mange gode keepere, og planen er, at jeg skal være den næste i rækken, siger keeperen, og peger på en af de tidligere striber i buret:
- Jeg kan rigtig godt lide Oliver Christensen, men der har jo været mega mange gode, siger Aske Rasmussen.
Den unge keeper ser nu frem til en ny hverdag Ådalen, hvor han håber på at kunne tage endnu flere skridt i sin udvikling.
- Jeg ser rigtig meget frem til at møde en masse nye mennesker, arbejde hårdt, og så er min helt store drøm jo at spille for OB’s førstehold. Så nu gælder det bare om at arbejde megahårdt og få en fed hverdag, siger Aske Rasmussen.
En investering til banen og træningsmiljøet
Keepertræner på vores akademi, Oliver Bach Sørensen, glæder sig også over tilgangen af Aske Rasmussen og peger på, at Aske kommer ind med både et stærkt potentiale og en profil, der passer godt i det miljø, vi ønsker at skabe.
- Aske er det, jeg vil kalde en fodboldnørd i ordets allerbedste betydning. Han er bevidst om meget af det han gør, han ser fodbold, og han vil hele tiden blive bedre. Det giver som udgangspunkt en rigtig god grobund for at kunne udvikle sig yderligere. Samtidig boner han ud på en masse af de data, vi rigtig gerne selv vil score højt på, siger Oliver Bach Sørensen.
Samtidig fremhæver vores keepertræner også flere af de kompetencer, som gør Aske til en spændende tilføjelse til akademiet.
- Han er rigtig god i 1v1-situationer, og så er der et stort potentiale i hans redningsspil inde på stregen, også qua hans højde, som giver ham nogle fysisk gode forudsætninger. Han er selvfølgelig FC Nordsjælland-skolet, så han er også god med fødderne, og det håber vi også på kan smitte lidt af på truppen, og han kan supplere lidt der, siger Oliver Bach Sørensen og fremhæver at Aske Rasmussen også er omkring U16 Future-landsholdet.
Akademiet har fulgt Aske gennem længere tid, og da muligheden opstod for at få ham til OB, vurderede man det som det helt rigtige match.
- Aske er en, som vi har kigget på igennem længere tid, men det var først for en måned siden, at det var muligt at have ham til prøvetræning. Derefter skulle vi selvfølgelig også lige evaluere i forhold til vores eksisterende set-up, men der vurderede vi, at det ville være rigtig godt for miljøet at få en keeper ind som Aske, der kan det, han kan, siger Oliver Bach Sørensen.
Med kontrakten på plads venter nu en ny hverdag i Ådalen for den unge keeper, som vi glæder os til at følge i den kommende tid.
Kontrakten løber frem til sommeren 2029.




