Dyst i FIFA mod vores spillere i Faxe Kondi Familiezonen før kampen mod Silkeborg IF

29.10.2026 07:50

Søndag venter der en særlig kampdag på Nature Energy Park, når vi tager imod Silkeborg IF. Øens Hold samles på tribunerne og i Albani Fanzone er der masser af aktiviteter for både store og små, inden kampen fløjtes i gang kl. 14.00.

Søndag den 1. november åbner stadion kl. 12.00, så der er god tid til at blive en del af fællesskabet omkring striberne, inden kampen går i gang.

Vi har brug for alle mand på lægterne, og derfor er der også sørget for spændende aktiviteter, så du kan varme op til kampen sammen med resten af OB-familien.

Øens Hold fylder tribunerne

Søndagens kamp spilles i Øens Holds ånd, når klubberne fra hele samarbejdet samles på Nature Energy Park for at bakke op om Striberne.

Vi glæder os til at byde klubberne velkommen og mærke fællesskabet på tværs af Fyn, når vi sammen skaber rammerne om en god kampdag.

Inden kampen mod Silkeborg IF modtager Øens Hold-klubben Højby S&G en check og bliver hyldet på stadion sammen med Marcus McCoy.

DJ-Katten Victor og Brian ”Brizze” Mengel varmer fanzonen op

Fra kl. 12.00 er der masser af liv i Albani Fanzone, hvor Katten Victor står bag DJ-pulten på Albani-scenen og sørger for musikken frem mod kampstart. Her spiller han fra kl. 12.00 til 13.00.

Samtidig får vi besøg af Brian ”Brizze” Mengel og Mathias Vips fra Fodboldtricks, som fra kl. 12.00 til 14.00 inviterer til fodboldaktiviteter med både pannabane, fodboldtennis og fede fodboldtricks.

Der er altså rig mulighed for at få gang i fødderne og teste dine egne færdigheder, inden Striberne går på banen.

Mød spillerne i Faxe Kondi Familiezonen

I familiezonen kan du også møde spillerne til autografskrivning og få taget billeder sammen med dem.

Er du klar på en dyst med controlleren i hånden, er der også noget at glæde sig til. I Faxe Kondi Familiezonen afholdes der FIFA-turneringer fra kl. 12.00 til 14.00, hvor du kan tilmelde dig på dagen og spille med om fede præmier fra fanshoppen.

Efter autografskrivningen bliver der også mulighed for at prøve kræfter med FIFA mod OB-spillerne.

Sport i Omløb: Hent idrætstøj efter kampen

Sammen med get2sport og Odense Kommune har vi samlet et halvt ton idrætstøj ind gennem initiativet Sport i Omløb. Nu skal tøjet videre til nye ejere, der kan få glæde af det.

Efter kampen kan du hente idrætstøj i Odense Idrætshal. Så brug tredje halvleg i Albani Fanzone, og kig forbi idrætshallen på vejen hjem, hvis du mangler nyt sportstøj til træningen eller klubben.

Vi glæder os til at se jer på Nature Energy Park til en søndag fyldt med fodbold, fællesskab og opbakning fra hele Øen.

Praktisk information

Stadion åbner kl. 12.00

Kampstart kl. 14.00

Du sikre dig billet til opgøret her.