Når fodbold gør relationer til venskaber

27.10.2026 15:00

For Jens Pedersen fra Dansk Skilte Center har sponsoratet af Odense Boldklub gennem 30 år skabt venskaber for livet. Især på rejserne med OB-netværket knyttes der tætte bånd.

- Et af mine bedste venskaber er vokset ud af OB-netværket, siger indehaver og direktør Jens Pedersen fra Dansk Skilte Center, der en én af Danmarks største skiltevirksomheder, der aktuelt f.eks. hjælper den nyligt fusionerede AL-Sydbank med at ændre logo og skiltning på facader i hele landet.

OB har sat ham stævne til en snak om hans 30-års jubilæum som sponsor for klubben. Jens Pedersen mindes begyndelsen i 1996, hvor han trådte ind i OB’s erhvervsnetværk.

- Jeg er jo bare en fynsk gartnersøn og kendte i starten ikke ret mange erhvervsfolk. Og dengang tænkte man ikke på at sætte folk sammen i netværket. Det var lidt mere ’kom og sæt dig ned og drik en øl’. Så jeg husker det som svært at skabe relationer i starten. Men med tiden kom det i gang, særligt fordi rejserne knytter tætte bånd. I dag kan jeg sige, at netværket ikke bare har skabt relationer men også meget stærke venskaber.

Faglig sparring lige for næsen af dig
Jens Pedersen er i dag meget selektiv med, hvad han bruger sin tid på – når man er yngre render man jo alle steder og vil gerne bygge et netværk op. Men han prioriterer OB-kampene og netværket. Både fordi han kan lide at komme på stadion og har fået venskaber, men også fordi netværket giver unik sparring.

- Det er i virkeligheden meget privilegeret, at man har faglige sparringspartnere lige for næsen af sig. Der er alt fra advokater til revisorer og andre ledere, som man kan vende en udfordring med. I starten var det måske mest et telefonopkald. Nu her 30 år senere så er det måske over et glas rødvin. Og nu er jeg ved at være en af de gamle, hvor de yngre kræfter spørger mig om mine erfaringer f.eks. med generationsskifte, som vi arbejder med, siger Jens Pedersen, der i dag kun ejer 40 procent af Dansk Skilte Center, fordi yngre kolleger er blevet medejere.

 

 

Fyn skal vise fanen
Når Jens Pedersen kigger tilbage på, hvorfor han har været med i 30 år, så falder tanken også på noget, der er større.

- Jeg har et stort hjerte for OB. Men jeg har også et stort hjerte for Fyn. Det er vigtigt, at vi viser fanen på Fyn. Der skal være noget kulturliv på Fyn, der gør os stolte og kan tiltrække medarbejdere, nye virksomheder og skabe arbejdspladser. Og i sidste ende skal nye virksomheder jo også bruge nye skilte, siger Jens Pedersen med et smil.

Han har aldrig regnet på, hvad sponsoratet giver Dansk Skilte Center på bundlinjen, og han synes, at det bliver for ensidigt et fokus. For det er svært at gøre værdien op af oplevelser på stadion, rejser, sparring, venskaber og dét at kunne tage medarbejdere med i loungen. For Jens Pedersen er der ikke et bedre produkt på sponsor-scenen på Fyn, end når OB brager sammen med de store superligaklubber på Odense Stadion.

En pølse i et blæsende telt
Jens Pedersen sætter pris på, at OB gennem årene har udviklet og professionaliseret det produkt, som sponsorerne får.

- I starten stod vi jo i et telt i hjørnet af stadion og spiste en pølse. Det var også hyggeligt. Men i dag havde jeg nok ikke stået der på en blæsende efterårssøndag. Jeg ved godt, at mange af OB’s fans ikke får den komfort. Men jeg er jo kommet lidt op i årene, hvor jeg må indrømme, at komfort nu betyder lidt mere.

Også netværksrejserne har OB ifølge Jens Pedersen formået at forny, så det følger med tiden.

- Rejserne er i dag langt mere oplysende og fyldt med fagligt indhold. Folk vil stadig gerne netværke og drikke et godt glas vin med de andre. Men de vil i dag også have noget andet udbytte med hjem. Det er en god udvikling.

FAKTA om Dansk Skilte Center
Dansk Skilte Center har specialiseret sig i at servicere og levere skilte, visuelle løsninger og markedsføringsmateriale til nogle af Danmarks største virksomheder. Dansk Skilte Center blev stiftet i 1971 og er siden vokset til et af landets førende skiltefirmaer med cirka 30 medarbejdere.

Vil du høre mere om mulighederne for at blive en del af Fyns stærkeste erhvervsfællesskab kan du læse mere her.