Odense Boldklub bygger fremtidens erhvervsfællesskab på Fyn

25.09.2026 08:00

Nye store partnerskaber, et voksende netværk og en målrettet investering i organisation og stadion skal styrke OB's position som hele Fyns samlingspunkt for erhvervsliv, fællesskab og fodbold yderligere.

Mens meget af opmærksomheden naturligt retter sig mod udviklingen på banen, har der været mindst lige så stor aktivitet uden for kridtstregerne i Odense Boldklub.

Nye store partnerskaber, et voksende erhvervsnetværk, flot lokal opbakning og en forestående stadionombygning er alle synlige tegn på en udvikling, som bygger på et klart strategisk fundament: OB skal tage næste skridt som klub. Og det gælder både sportsligt og kommercielt.

For Claus Madsen, salgschef i OB, hænger de to verdener tæt sammen.

- Vi har en fælles ambition i klubben om at udvikle os og tage næste skridt. Det gælder selvfølgelig sportsligt, men det gælder også på det kommercielle område. Hvis vi skal løfte klubben samlet set, så skal vi udvikle os på begge områder samtidig, så vi løfter os sammen og på tværs af klubben, siger Claus Madsen. 

Stærk opbakning giver medvind
De seneste måneder har budt på en række markante partneraftaler og udvidelser af eksisterende samarbejder. Samtidig oplever klubben en stærk og stigende opbakning fra det lokale og regionale erhvervsliv.

Ifølge Claus Madsen fortæller det noget vigtigt om OB's position.

- Vi oplever både, at større brands ønsker at indgå partnerskaber med klubben, og at det fynske erhvervsliv fortsat bakker stærkt op om de aktiviteter og det netværk, vi skaber omkring OB. Det giver os en fornemmelse af, at vi har sat nogle ting i gang, som virksomhederne kan se værdien i, siger han. 

En væsentlig del af den værdi findes i klubbens erhvervsnetværk, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher, størrelser og geografi. 

- Netværket og relationerne spiller en stor rolle. Samtidig oplever vi, at mange virksomheder ser værdi i at være en del af det stribede fællesskab. Det giver relationer, forretning og sammenhængskraft på tværs af klub og virksomheder, som virkelig er givende for alle parter, siger Claus Madsen.

 

Strategien bliver omsat til handling
Den positive udvikling er ikke opstået af sig selv. Mens interessen for klubben er vokset markant de seneste år, har OB samtidig arbejdet målrettet med at udvikle den kommercielle organisation, så den er rustet til at imødekomme nye muligheder. 

- Vi har brugt nogle år på at organisere os rigtigt. Vi har styrket vores digitale kompetencer, udviklet OB Media og dedikeret flere ressourcer til arbejdet med partnerskaber og kommerciel udvikling, siger Claus Madsen. 

Målet har været at skabe en organisation, som kan dokumentere værdien af et partnerskab og udvikle løsninger, der matcher moderne virksomheders behov.

- Når vi får mulighed for at tale med større virksomheder og brands, så skal vi kunne tale samme sprog. Vi skal kunne vise dem, hvad vi kan, dokumentere vores rækkevidde og sætte værdi på den platform, vi tilbyder, fortæller Claus Madsen. 

Ifølge salgschefen er de seneste års partnerudvikling derfor ikke blot et resultat af øget interesse for klubben, men også af et bevidst arbejde med at skabe det rette fundament for vækst. Og arbejdet har allerede båret frugt:

- Vi har brugt den seneste periode på at indgå de store partnerskaber, der er meldt ud omkring, og det er et hak i vores strategiske mål. Nu handler det om at bygge videre på det fundament, skabe endnu mere værdi for virksomhederne omkring klubben og nå endnu flere fynske virksomheder, siger Claus Madsen. 

 

Netværket skal vokse sammen med OB
For Claus Madsen er næste skridt nu at bygge videre på den udvikling, der allerede er sat i gang.

For mange virksomheder handler et samarbejde med OB i dag om langt mere end eksponering. OB er blevet et samlingspunkt for relationer, viden, fællesskab og forretningsudvikling på tværs af det fynske erhvervsliv, og den rolle forventer klubben kun bliver vigtigere i de kommende år. 

Hvor fokus de seneste år i høj grad har været på at etablere nye større partnerskaber, bliver næste fase i højere grad at få endnu flere virksomheder ind i fællesskabet omkring OB.

- Vi har nået nogle af de strategiske mål, vi satte os for de større partnerskaber. Nu handler det i høj grad om at få endnu flere små og mellemstore virksomheder til at blive en del af erhvervsnetværket omkring OB, siger Claus Madsen.

Særligt uden for Odense ser klubben et stort potentiale.

Målet er at styrke relationerne til virksomheder på hele Fyn og sikre, at endnu flere oplever værdien af at være en del af fællesskabet omkring klubben.

- Vi er øens hold, og det forpligter. Vi vil gerne bidrage til at gøre Fyn til et endnu bedre sted at bo og leve, og det kræver masser af samarbejde, fællesskab og nærhed på hele øen, siger Claus Madsen og fortsætter:

- Vi har brugt nogle år på at styrke vores position i Odense, men vi føler også, at tiden er kommet til at række endnu længere ud på Fyn og være til stede for endnu flere virksomheder og fællesskaber. Samtidig oplever vi også helt klart en stolthed over at være en del af øens hold og at man som virksomhed er med til at skabe en stærk Superligaklub på Fyn, som giver os tro og motivation for at lykkedes med det, siger Claus Madsen

Stadionombygningen skal løfte erhvervsoplevelsen
Et af de vigtigste redskaber i den fortsatte udvikling bliver moderniseringen af stadion.

For OB handler projektet ikke kun om nye tribuner og bedre faciliteter. Stadionombygningen er også et strategisk værktøj, der skal gøre det muligt at udvikle fællesskabet yderligere og invitere endnu flere virksomheder ind i fællesskabet omkring klubben. 

- Vi får mulighed for at udvide kapaciteten markant. Vi tilfører flere loungeområder, bygger videre på vores nye hospitality-koncepter og etablerer nye eksklusive skybokse, hvor tre ud af seks allerede er blevet købt af partnere, siger Claus Madsen. 

De nye faciliteter skal gøre det muligt at invitere flere virksomheder ind i netværket og samtidig skabe endnu bedre rammer for relationer, møder og forretning på kampdage.

- Det giver os mulighed for at invitere endnu flere virksomheder ind i netværket. Samtidig får vi nogle faciliteter, der matcher de ambitioner, vi har for oplevelsen omkring OB.

Stadionombygningen skal samtidig styrke den samlede oplevelse.

Med lukkede hjørner, øget kapacitet og endnu bedre rammer for stemningen på stadion forventer klubben, at stadion i endnu højere grad bliver et samlingspunkt for hele Fyn. 

En klub i bevægelse
Når Claus Madsen ser på fremtiden, er det især den samlede udvikling, der giver optimisme.

En stærk lokal opbakning, et voksende erhvervsfællesskab, nye faciliteter og en organisation, der er gearet til vækst, skaber tilsammen fundamentet for de næste skridt. 

- Vi har brugt nogle år på at styrke os og stå stærkt i Odense. Nu føler vi, at vi er et sted, hvor vi kan række længere ud og være til stede for endnu flere virksomheder, fans og fællesskaber på Fyn. Vi er i gang med at tage nogle store skridt ind i en ny tid, og det håber vi, endnu flere vil være en del af. Jo flere rødder, vi har rundt omkring på Fyn, jo stærkere kommer vi til at stå, siger Claus Madsen.

Du kan læse mere og blive en del af OB's rejse som partner eller en del af netværket her.