06.07.2018 15:13
OB slog fredag FC Roskilde med 4-2 i en kamp, hvor Ryan Johnson Laursen blev dobbelt målscorer
Træningskamp
Fredag 6. juli, kl. 13:00, Nature Energy Park
OB – FC Roskilde 4-2 (2-1)
22. min. 0-1 Mikkel Nøhr Christensen
41. min. 1-1 Ryan Johnson Laursen
43. min. 2-1 Rasmus Festersen
55. min. 3-1 Jeppe Tverskov
78. min. 3-2 Mikkel Nøhr Christensen
90. min. 4-2 Ryan Johnson Laursen
OB’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Ryan Johnson Laursen, Kenneth Emil Petersen, Alexander Ludwig, Jacob Barrett Laursen – Mathias Greve, Jeppe Tverskov, Jens Jakob Thomasen (73. min. Casper Nielsen), Julius Eskesen (73. min. Mikkel Desler) – Anders K. Jacobsen, Rasmus Festersen
Bænken: Thomas Mikkelsen, André Rømer, Casper Nielsen, Nicklas Helenis, Jonathan Harboe, Mikkel Desler, Mathias Jørgensen, Yao, Oliver Christensen, Mads Frøkjær-Jensen
FC Roskilde holdopstilling:
Jannik Storch – Mark Gundelach, Daniel Stenderup, Andreas Hermansen, Anders Nielsen – Robert Hansen – Nicolai Jessen, Mikkel Thygesen, Mikkel Nøhr Christensen, Emil Nielsen – Morten Nielsen
Bænken: Anders Qvist, Nicklas Halse, Mathias Kisum, Mathias Gehrt, Nicolai Vallys, Yunes Bakiz, Stefan Hansen, Albert Theodor Kornum
Kampens forløb:
Tidligt fredag eftermiddag spillede OB den fjerde træningskamp i forberedelserne frem mod den nye Superliga-sæson. Modstanderen var Roskilde fra 1. division, og Jakob Michelsen havde inden kampen sagt, at det ville blive en kamp med færre udskiftninger fra OB’s vedkommende, end der havde været i de tre foregående kampe i opstarten. Årsagen til det, er at sæsonstarten nærmer sig, og spillerne derfor ville have godt af en kamp med mange minutter i benene, mens de spillere der ikke fik så meget spilletid til gengæld blev belønnet med løbeøvelser efter kampen, som Janus Blond stod for.
Som i de foregående kampe under Jakob Michelsen var det OB, der satte sig på spillet fra første fløjt, og det var mod et roskildemandskab, der havde et lavtstående udgangspunkt til kampen, hvorfra de ville forsøge at straffe OB på omstillinger.
Og det var også på en omstilling, de orangeklædte gæster efter tyve minutters tid kom frem til deres første chance i kampen. En direkte pasning nede fra deres eget forsvar førte til en hovedstødsduel på midten af banen, der blev vundet af Morten Nielsen fra Roskilde. Herfra fik han forlænget bolden til Mikkel Nøhr Christensen, der løb i dybden og chippede den over Sten Grytebust til en sjællandsk føring på 1-0.
OB kom ganske fint igen, og efter fem minutters tid med ikke særlig kønt spil, blev det igen mere tydeligt, hvad OB’erne ville. Efter 40 minutter fik OB så bragt balance i regnskabet. Mathias Greve modtog bolden på midten og sendte den fra sin position i midtercirklen videre til Ryan Johnson Laursen, der kom blæsende frem fra sin plads på højre back. Han tog et træk og lagde køligt bolden forbi Jannik Storch i målet til 1-1.
Bare tre minutter senere skar en pasning fra Mathias Greve igen modstanderens forsvar op, og denne gang var det Rasmus Festersen, der lavede det dybe løb. Alene med målmanden var Festersen sikkerheden selv, da han køligt sparkede bolden fladt ind til 2-1.
Små ti minutter ind i anden halvleg fik OB så også bragt sig foran med 3-1. Denne gang var det efter et angreb over venstrekanten. Jacob Barrett udfordrede sin modstander inde i straffesparksfeltet, hvorefter han med et fladt indlæg fandt Jeppe Tverskov, som bankede bolden ind til 3-1.
Det var OB, der var det bedste hold, men efter 78 minutters spil fik gæsterne fra FC Roskilde pludselig bragt spændingen tilbage i kampen, da Mikkel Nøhr Christensen med sin anden scoring i kampen reducerede til 3-2.
Mere farlige blev gæsterne ikke, og i overtiden kunne Ryan Johnson Laursen så lukke og slukke opgøret med en scoring til 4-2 inde i overtiden. Den kom efter et hjørnespark, der først blev reddet på stregen, men hvor Ryan Johnson Laursen hurtigt var over returbolden, som han sendte i nettet til 4-2, hvilket blev kampens slutresultat.
Næste kamp:
Mandag 9. juli, kl. 13:00 OB – Hvidovre IF, Nature Energy Park