18.01.2023 08:35
Akademiet har været på en fantastisk rejse, hvor vi i dag er med i toppen på DBU’s rangeringsliste. For at videreudvikle ungdomsfodbolden på Fyn har vi nu foretaget en ledelsesrokade på Akademiet, hvor en række opgaver bliver omstruktureret fra starten af det nye år.
For at ruste Akademiet stærkere til fremtiden har vi foretaget en rokade på flere ledelsesposter på Akademiet, så Mads Holm nu bliver Ungdomsudviklingschef med fokus på årgang U12 til U14, Ulrik Bredegaard bliver Børneudviklingsansvarlig, og Jesper Eriksen bliver chef for Øens Hold-samarbejdet, mens Nick Mikuta bliver ny Talentchef.
- Den rokade, som vi nu foretager, er egentlig ikke den helt store revolution, men den handler mere om at få en række trænere og ledere ind på de positioner, som de føler sig bedst tilpas med, siger akademichef, Tonny Hermansen, og fortsætter:
- Det giver eksempelvis mening, at når Ulrik gerne vil arbejde med børnesegmentet - og i øvrigt er drøngod til det - så bliver han fuldtidsansat til det.
- Jesper Eriksen bliver chef for Øens Hold, og Mads bliver chef for segmentet U12 til U14. Nicks opgave bliver at overtage for Mads og sørge for, at det hele er koblet sammen, og at vores ledelsesteam hele tiden er opdateret på de respektive segmenter, vi arbejder med.
En styrkelse af arbejdet
Omstruktureringen medfører således også, at Akademiets ledelse nu består af fem personer, hvilket gerne skulle gavne den fynske talentudvikling:
- Der hersker ingen tvivl om, at vi kommer styrket ud af denne rokade. Vi udvider ledelsen, så der er mere kontrol over tingene og sørger for, at vi hele tiden er opdateret.
- Samtidig er vi også ved at kigge ind i vores udviklingssti, og hvordan vi sikrer, at børnene bliver uddannet på den rigtige måde, og hvilket DNA vi gerne vil give spillerne, og her forsøger vi nu at gøre det hele mere simpelt, så vi kan se mere tydelighed i de respektive segmenter.
- Der skal være nogle koder og nogle keypoints, så vi kan få sat de rigtige ord på udviklingen af vores børnefodbold, så vi kan få sendt så mange mod Superligaen som muligt. Det handler om, at vi skal blive endnu mere tydelige og endnu mere skarpe på, hvad de her børn kommer igennem i deres tid på Akademiet, siger Tonny Hermansen.
Akademiets ledelse er nu struktureret således:
Akademichef: Tonny Hermansen
Talentchef: Nich Mikuta
Ungdomsudviklingschef: Mads Holm
Øens Hold-chef: Jesper Eriksen
Børneudviklingsansvarlig: Ulrik Bredegaard