Benjamin Jakobsen — 29.06.2018 11:26
Til den kommende sæson øger akademiet antallet af fuldtidsansatte trænere fra seks til otte, når U13-træneren og U19-assistenten kommer på fuldtidskontrakter.
I bestræbelserne på at blive endnu dygtigere til at udvikle fodboldspillere opruster Odense Boldklubs Akademi det træner-setup, der i den forgangne sæson leverede gode resultater på ungdomssiden – og det selvsamme setup, som har været med til at sende fire U19-spillere op i førsteholdstruppen denne sommer. Det drejer sig om Oliver Christensen, Mads Frøkjær, Jonathan Harboe og Mathias Jørgensen. Derudover blev Julius Eskesen, som også er en spiller fra akademiet rykket op i Superligatruppen i sidste sæson.
Til den kommende sæson kommer der så yderligere to fuldtidstrænere på akademiet. Det bliver Niklas Vincentz, der træner U13-drengene og Mads Holm, som er U19 assistenttræner. Fælles for både Mads og Niklas er det, at de i mange år har været trænere i OB. Derfor har de også været med til at udvikle akademiets setup, de udviklingsplaner spillerne arbejder efter, ligesom de også har været med til at udvikle spillestilsbøgerne på akademiet, som der arbejdes efter.
Talentchef Tonny Hermansen glæder sig over et par ekstra trænere på kontoret, og kalder det en nødvendighed med flere fuldtidsansatte på akademiet.
- Det er den udvikling, vi er i gang med, hvor vi skal styrke grundlaget for at være endnu skarpere i forhold til at uddanne førsteholdsspillere – eller få solgt vores ungdomsspillere til udlandet. Det handler om at give spillerne så mange værktøjer som muligt, så deres værktøjskasse er optimal i forhold til de udfordringer, der venter dem i fremtiden.
- I forhold til den del er det vigtigt med flere hænder, der kan træne med dem individuelt, men også tage analysesamtaler med spillerne, som det kræver i dag for at optimeregrundlaget for udvikling.
- Derudover stiger kravene i forhold til akademier herhjemme. Kravene i forhold til licenser fra DBU stiger også, og det er vigtigt for os at følge med de krav, så vi også i fremtiden kan opnå den højeste licens, fortæller talentchef Tonny Hermansen.
Oversigt over akademiets trænersetup i den kommende sæson:
U12:
Cheftræner: Nicolas Arvid Hedeman
Assistenttræner: Mathias Bang
U13:
Cheftræner (fuldtids): Niklas Vincentz
Assistenttræner: Andreas Jørgensen
U14:
Cheftræner (fuldtids): Bo Nielsen
Assistenttræner: Dani Nørgaard
U15:
Cheftræner (fuldtids): Ulrik Bredegaard
Assistenttræner: Mathias Kirk
U17:
Cheftræner (fuldtids): Ivan Poulsen
Assistenttræner: Andreas Bech
U19:
Cheftræner (fuldtids): Kim Engstrøm
Assistenttræner (fuldtids): Mads Holm
T+-træner (fuldtids): Max Johansen
Talentchef (fuldtids): Tonny Hermansen
Akademiet vender tilbage fra ferie mandag den 23. juli. Fra den 26. – 30. juli er hele akademiet på en fælles træningslejr i Vildbjerg.