31.08.2022 20:13
Odense Boldklub har lavet en aftale med den svenske midtbanespiller, Armin Gigovic, gældende for resten af 2022. Det sker, efter hans aftale med russiske FK Rostov er blevet suspenderet på grund af krigen i Ukraine.
Vi er blevet enige med den 20-årige Armin Gigovic om et skifte til Odense, da Gigovics kontrakt i FK Rostov er sat i bero på baggrund af FIFA’s midlertidige regel vedrørende udenlandske spillere i den russiske Premier League. Gigovic ankommer til Odense på en fri transfer, hvor han har underskrevet en aftale, der løber indtil udgangen af året, hvorefter der er mulighed for en forlængelse.
- Armin har kvaliteter, der direkte øger konkurrencen på vores hold, og derudover får vi en større taktisk fleksibilitet med ham i truppen. Vi ser frem til at begynde arbejdet med ham i Ådalen med det samme, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Armin har senest spillet for Helsingborgs IF i Allsvenskan, hvor han som fast mand på midtbanen har scoret to mål, men i denne sæson er det Odense Boldklub, han skal kæmpe for.
- OB er en stor klub med en flot historie, så nu glæder jeg mig bare til at spille i den stribede trøje foran fansene. Jeg har hørt, at der er en flot opbakning med god atmosfære på stadion, så jeg glæder mig meget til at møde supporterne, siger Armin Gigovic.
Armin Gigovic har i første omgang underskrevet en aftale med OB, der løber frem til udgangen af 2022, hvorefter der er mulighed for kontraktforlængelse.