31.08.2018 15:00
Bashkim Kadrii vender tilbage til OB, hvor han også spillede fra 2010 til 2014. Han tiltræder på en 4-årig kontrakt.
OB har købt offensivspilleren Bashkim Kadrii i F.C. København. 27-årige Kadrii, der i 2014 skiftede fra OB til FCK, har underskrevet en 4-årig aftale, der gælder frem til sommeren 2022.
Bashkim Kadrii spillede i OB fra 2010 til 2014. Her kom han til fra B93, og hurtigt fik han vist sit talent og sine evner, hvilket gjorde ham interessant for både landshold og andre klubber. I 2014 gik turen videre til FCK, og efter lejeophold i USA og Jylland, er Bashkim nu tilbage i Ådalen.
- Der er ingen tvivl om, at Bashkim Kadrii er en spændende spiller, og vi er rigtig glade for, at han har valgt at komme tilbage til OB, for han har formentlig haft en del muligheder at vælge imellem. Han gjorde det rigtig godt i sin første tid i OB, og med den seneste periode i Randers FC har han vist, at han har fundet et højt niveau igen, ligesom han har udviklet sig som spiller og person. Vi glæder os til at have ham blandt os igen, for han giver os både nye og flere muligheder, når vi sammensætter vores trup til den enkelte kamp, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
For Jakob Michelsen er der ingen tvivl om, at OB’s offensiv får et markant løft med Bashkim Kadrii i truppen.
- Mon ikke alle i fodbold-Danmark ved, hvad Bashkim står for. Det seneste halve år har understreget, at han er i fuld gang med at forløse det potentiale, han har, og jeg er sikker på, at han vil blive endnu stærkere, nu hvor han har sin fremtid på plads i et mere langsigtet perspektiv. Han kan dække de fleste offensive pladser, og det giver også en lang række alternativer, når vi sætter holdet sammen. Så ud over at han som individ styrker vores trup, så styrker han også helheden, og derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at det er lykkedes at trække ham til OB, siger Jakob Michelsen.
For Bashkim Kadrii bliver det et gensyn med OB, som han repræsenteret fra sine første seniorår til han var 23. Nu - fire år senere - vender han tilbage som en fodboldspiller, der har udviklet sig både fodboldmæssigt og personligt.
- Jeg er enormt glad for, at det er faldet på plads, og jeg glæder mig rigtig meget til alt det, der er i vente. Jeg har fået talt med trænerteamet og har fået et supergodt indtryk af dem, så jeg ser frem til udfordringen og til at bidrage med alt det, jeg er god til. Jeg vil gerne være med til at hjælpe OB tilbage dertil, hvor jeg synes, at klubben hører hjemme, og det er jeg godt rustet til efter de seneste år. Jeg kender klubben og alt det, den står for, og jeg kender stadig en del mennesker i og omkring OB, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med igen. Jeg har udviklet mig meget, siden sidst jeg var i OB, og det gælder både i forhold til, at jeg er blevet ældre og mere bevidst omkring mig selv og det, der kan gøre mig til en god spiller for mit hold. Så jeg ser frem til at komme tilbage til Ådalen, siger Bashkim Kadrii.
Bashkim Kadrii er noteret for 117 kampe i OB-trøjen, og det er blevet til 19 scoringer. Begge dele kan han nu bygge videre på, når han atter trækker den stribede trøje over hovedet. Fremover kommer han til at optræde med nummer 9 på ryggen.