IMG_3344

12.03.2021 11:35

Hvordan arbejder man med fysisk træning på Akademiet, og hvordan er samarbejdet mellem førsteholdets fysiske træner og Akademiets ditto?

I februar kunne vi fortælle, at Akademiets fysiske træner, Bo Nielsen, har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2024. Her kan du læse lidt mere om, hvordan han arbejder med den fysiske træner, og hvorfor han ser det som en fordel, at han selv har været både cheftræner og assistenttræner, inden han blev fysisk træner.

- Gennem dialog med holdtrænerne i klubben arbejder vi for at planlægge den bedst mulige træning, så udviklingen bliver så god som muligt for den enkelt spiller. I forhold til den del er jeg overbevist om, at det gør vores samarbejde langt bedre, at jeg tidligere har siddet på den anden side af bordet som både cheftræner og assistenttræner.

- Dialogen sikrer, at vi altid har fokus på belastningen, men qua min træneruddannelse og mange år som fodboldtræner, kan jeg også være med til at præge træningsugen i forhold til den taktiske træning, så der også på den del er blik for spillernes belastning. På den måde er det vores mål, at træningen får et så højt niveau som muligt både i forhold til det fodboldmæssige og det fysiske aspekt, siger Bo Nielsen.

Som fysisk træner på et Akademi hvor de fysiske forskelle på de ældste og yngste spillere er enorme, er det også vidt forskelligt, hvordan og hvor meget man arbejder med de forskellige årgange.

- Mit hovedfokus er på de ældste årgange, men jeg har ansvaret for alle årgangene fra U9 – U19. På hver årgang er der en årsplan, hvor den fysiske træning er delt op i forskellige elementer. Ved de yngste er der især fokus på agility, bevægelse af kroppen og kropsbevidstheden. Når spillerne bliver ældre, kommer der mere fokus på sprinttræning og formelle løb i forhold til den fysiske kapacitet, som en OB-spiller skal være udstyret med.

- Årsplanen er bygget op på en måde, så trænerne ved, hvornår de skal træne de enkelte dele, ligesom det i årsplanen er klart, hvor mange minutter de skal træne hver enkelt del. Derudover bliver der på daglig basis tjekket op på den belastningsmæssige del i forhold til de tekniske og taktiske ting, der også er en del af et træningspas, siger Bo Nielsen.

Det fysiske aspekt har stor fokus i klubben på både førsteholdet og Akademiet. Derfor er samarbejdet mellem Bo Nielsen, som er fysisk træner på Akademiet og Janus Blond, som er det på førsteholdet også tæt.

- Jeg har et godt og tæt samarbejde med Janus Blond. Vi afholder altid ugentlige møder, og jeg er jævnligt på banen for at se førsteholdet træne. Derudover har Janus og jeg næsten daglig dialog om, hvordan man skal udvikle og træne fysisk på Akademiet, så vi gearer spillerne til at være klar til førsteholdsfodbold, når deres fodboldmæssige kompetencer er til det.

- Der er en strategi for, hvordan vi arbejder med tingene på både førsteholdet og Akademiet. Det er vigtigt for os, at en OB-spiller har nogle stærke fysiske kompetencer. Skal spillerne nå op på det niveau, vi ønsker, så er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder i den samme retning på de fysiske parametre. På den måde er der i mit arbejde også tråde direkte op til superligaholdet, som er rigtig spændende at beskæftige sig med, og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal fortsætte den udvikling i de kommende år, siger Bo Nielsen.