30.03.2022 10:06
Landsholdspausen er slut, og det blev en stribet succes, hvor Østrøm scorede for Norge, Breum lavede to for Danmark, Thrándarson startede inde mod Spanien, og Jebali kvalificerede sig til VM sammen med Tunesien.
Seks førsteholdsspillere har i denne landskampsperiode været rejst væk fra Ådalen for at repræsentere sit land. Det blev til flere stribede scoringer og massevis af landsholdsminutter for vores spillere.
Breum blev dobbelt målscorer mod Spanien
De danske U19-drenge spillede vigtige kvalkampe, da de i Spanien spillede Elite Round. Her var Østrig og Spanien de to modstandere, da det sidste hold i puljen, Rusland, på grund af krigen i Ukraine var blevet udelukket fra kvalifikationen.
Spanien og Østrig startede med at spille 2-2. Dermed måtte Danmark ikke tabe til Østrig i den første danske kamp, hvis førstepladsen – og dermed EM-billetten - skulle ende på danske hænder. Jakob Breum fik fuld spilletid, i en U19-kamp der har fået mere omtale end de fleste på grund af de van(d)skelige forhold. Banen mindede mere om en swimmingpool end en fodboldbane, og Danmark tabte desværre 2-0 til Østrig.
Dermed ventede der en sidste gruppekamp, hvor Spanien var modstanderen. Kampen var kun af kosmetisk betydning for Danmark, mens Spanien skulle vinde med to overskydende, hvis de skulle til EM på bekostning af Østrig. Igen var Jakob Breum med i den danske startopstilling, han stod for to af de danske scoringer i 3-3-kampen mod Spanien.
Jebali og Tunesien er klar til VM
De danske U19-drenge kvalificerede sig desværre ikke til EM-slutrunden, men en anden OB-spiller har kvalificeret sig til en slutrunde senere på året. Når der i slutningen af 2022 skal spilles VM i Qatar, så er Issam Jebali og Tunesien nemlig med i en af puljerne. Det står klart, efter de i denne landskampsperiode slog Mali.
Jebali var med i truppen, da Tunesien vandt med 1-0 på udebane. I den anden kamp, der sluttede uden scoringer, spillede Jebali ingen rolle. Den uafgjorte kamp gjorde, at det samlet sluttede 1-0 til Tunesien, og dermed er Jebali og resten af det tunesiske landshold klar til VM i Qatar.
Thrándarson i startopstillingen for Island
Det islandske landshold skal ikke til VM, så der ventede dem i denne periode to træningskampe. Først en mod Finland – og derefter en mod Spanien. Den første kamp mod Finland sluttede 1-1, og her fik Aron Elís Thrándarson den sidste halve time på banen for Island.
I den efterfølgende kamp, hvor Spanien løb med en sejr på 5-0, var vores islandske midtbanekriger med i startopstillingen for Island, og han spillede den første time.
King i aktion for Australien
Australien spillede i denne periode de sidste to gruppekampe i deres VM-kvalifikation. Her var modstanderne Japan og Saudi Arabien. Joel King fik fuld spilletid i den første kamp, hvor Australien tabte 2-0 til Japan. Den anden kamp så han fra bænken, og her tabte Australien 1-0 på udebane mod Saudi Arabien. Det betyder, at Australien slutter som nummer tre i deres pulje, og der venter dem yderligere et par kvalifikationskampe, hvis VM-billetten skal i hus.
Østrøm på tavlen for Norge
Robin Østrøm var i denne omgang udtaget til Norges U20-landshold, der spillede mod Rumænien og Italien. Østrøm fik fuld spilletid i begge kampe, og i den første kamp, hvor Rumænien var modstanderen, vandt Norge 2-1. Sejrsmålet blev sat ind med låget af Robin Østrøm, der på et hjørnespark dukkede op i det bageste område. I den anden kamp blev til et klart nederlag, da Italien slog Norge med 5-0.
Magnus Nielsen spillede til nul i underholdende 3-3 kamp
De danske U18-drenge spillede træningskamp mod England, og her var det med en OB-keeper mellem stængerne, da kampen blev fløjtet i gang. Magnus Nielsen startede således inde, mens hans U19-holdkammerat, Max Ejdum, også var med i den danske startopstilling.
Danmark vandt første halvleg med 2-0, og herefter blev Magnus Nielsen skiftet ud, så der også var spilletid til den anden danske keeper, som var udtaget. Max Ejdum spillede 67 minutter i kampen, som i øvrigt sluttede 3-3.
Stribet succes på landsholdet
Dermed var der mange stærke præstationer fra striberne, og da det danske U17-landshold kvalificerede sig til EM-slutrunden, var det Elias Hansborg fra vores U17-hold, der spillede den helt store hovedrolle. Det kan du læse mere om her.