03.06.2021 13:26
Charly Nouck Horneman stod bag tre af målene, da vi onsdag besejrede Silkeborg IF med 5-1 på udebane.
U17-Ligaen
Onsdag 2. juni kl. 16.15, JYSK Park (Silkeborg)
Silkeborg IF - OB 1-5 (0-4)
0-1 Charly Nouck Horneman (12.)
0-2 Charly Nouck Horneman (20.)
0-3 Markus Jensen (28.)
0-4 Charly Nouck Horneman (45.)
1-4 Frederik Nedergaard (55.)
1-5 Valdemar Grymer ( 73.)
Kampens forløb
Onsdag mødtes Silkeborg IF og OB i U7-Ligaen, efter kampen var blevet udsat fra lørdag, og her skulle vi fortsætte det gode forår som ubesejrede.
Vi startede kampen godt med et fremadrettet udtryk, og efter få minutter jagtede Charly Nouck Horneman en lang bold, som han kom først på, og snød Silkeborg-målmanden, så han nemt kunne lægge bolden i mål.
Senere vandt selvsamme Charly bolden uden for feltet, hvorefter han driblede sig igennem hele hjemmeholdets bagkæde og sparkede flot bolden ind med venstrebenet.
Få minutter efter spillede Tobias Augustinus-Jensen fra venstre side bolden ind til Markus Jensen, som sparkede den ind ved det nærmeste målhjørne.
Lige inden pausen fik Charly udbygget føringen yderligere efter en flot spilopbygning centralt i banen, hvor Tobias Augustinus-Jensen til sidst stak bolden i dybden til Charly Nouck Horneman, som alene med målmanden sikkert scorede.
Anden halvleg bølgede frem og tilbage, og efter ti minutter kom Silkeborg igennem i deres højre side, hvor bolden blev sparket fladt ind ved den nærmeste stolpe.
Kampens sidste mål blev scoret af Valdemar Grymer, der havde sin debut i U17-Ligaen. For tredje gang i kampen satte Tobias Augustinus-Jensen den næstsidste fod på bolden, da han fandt Valdemar Grymer foran målet, og han sparkede sikkert bolden i mål til slutresultatet 1-5.
Kommentar fra U17-cheftræner, Ivan Poulsen
- Jeg er rigtig glad for, at vi fortsatte de gode, offensive takter og igen scorede mange mål, hvilket har været en tendens her i foråret. Det var igen en god holdindsats, men hvis jeg skal fremhæve en enkelt spiller, må det være Charly, som i den grad var i hopla.
- Vi fik brugt en del U15- og U16-spillere i kampen, og dermed blev kampen et godt afsæt til næste weekends svære udekamp mod FC Nordsjælland, som ligger lige over os i tabellen.
OB's holdopstilling:
Magnus Nielsen, Tobias Slotsager (Magne Clement, 69.), Jonathan Foss, Marcus McCoy, Jeppe Runge (Niclas Vestby, 59.), Kasper Nyegaard, Jakob Jessen (Andreas Mayn Tomaselli, 69.), Tobias Augustinus-Jensen, Markus Jensen (Tobias Lund Jensen, 77.), Charly Nouck Horneman (Valdemar Grymer, 59.).
Bænken: Emil Rygaard Andersen, Tobias Lund Jensen, Magne Clement, Andreas Mayn Tomaselli, Valdemar Grymer, Niclas Vestby.
Næste kamp:
Lørdag d. 5. juni FC Nordsjælland - OB kl. 13.00, Right to Dream Park