03.10.2019 12:29
CULT Energy bliver ny hovedsponsor for OB Esport, når eSuperligaen den 13. oktober vender tilbage.
Det betyder, at de tre fynske FIFA-spillere, Andreas ”ASChampen” Storr, Lucas ”Lucz” Krøll og Nicolai ”Grøn” Grønnemose får CULT Energy på brystet af spilletrøjen, når de i den nye eSuperliga-sæson skal kæmpe for Odenses stolthed og ambitioner om at spille OB Esport videre til playoffs.
- Det er et stort skulderklap til alle omkring holdet, at det er lykkes os at få så stærkt et brand, som CULT Energy til at bakke op om holdet i form af et hovedsponsorat. Samtidigt er det et gennembrud for vores esports-satsning, der skal bruges som løftestang til at bringe OB Esport op på et nyt niveau, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.
CULT Energy vil ikke kun være synlig i eSuperligaen, da en del af det nye samarbejde også indebærer, at CULT Energy vil bidrage aktivt til stadionoplevelsen på Nature Energy Park, når OB spiller hjemmekampe i 3F Superligaen.
Du kan allerede på søndag møde OB Esport, når Lukas ”Lucz” Krøll og Nicolai ”Grøn” Grønnemose besøger Albani Fanzonen fra kl. 12.00 – 13.00 inden superligaopgøret mellem OB og AC Horsens sparkes i gang kl. 14.00. I Albani Fanzone bliver der også sat et par FIFA-standere op, så du kan udfordre spillerne til en duel på Nature Energy Park.