23.06.2018 15:20
OB vandt 3-0 over TPI og sluttede dermed den første træningsuge af på fin vis.
Træningskamp 23.6. 14:00 i Tarup
TPI - OB 0-3 (0-2)
10 0-1 Rasmus Festersen
12 0-2 Yao
78 0-3 Mathias Jørgensen
OB: Grytebust (61. Christensen) - Barrett (46. Johnson), Ludwig (46. Skolnik), Tverskov (61. A.U. Pedersen), Desler (61. Kjær)- Harboe (31. Eskesen) Frøkjær (61. Yao), Thomasen (61. Harboe), Yao (31. Rømer) - Helenius (46. Jørgensen), Festersen (61. Michelsen).
Om kampen:
En intensiv træningslejr i Nyborg sluttede af med sommerens første træningskamp. Modstanderen var TPI, og det nyoprykkede 2. divisionshold var en god vært i en fin kamp, hvor det fysiske var i højsæde fremfor det fine, polerede og sammenhængende spil. Ikke desto mindre kom OB godt fra land, da Rasmus Festersen efter 10 minutter headede Jacob Barretts fine indlæg i nettet. Bare to minutter senere var det Jonathan Harboe, der med en dyb stikning til den centrale del af feltet, gav Yao muligheden for at lobbe bolden i nettet til 2-0-føring. Herefter overlod OB en smule mere til værterne, der kom til et par fornuftige afslutninger, men mod slutningen af halvlegen satte OB sig igen markant på spillet. Anden halvleg var præget af mange udskiftninger hos begge hold, og det gjorde spillet mindre sammenhængende. Men det blev vist god energi og vilje over hele linjen, og det var fortjent, at Mathias Jørgensen efter 78 minutter kunne modtage en fin aflevering fra Rømer, der sendte ham alene igennem til en kølig afslutning, der gjorde det til 3-0. Kampen rundede en fin første træningsuge af for OB, der i den kommende uge kan se frem til to træningskampe, hvor Östersund, der i sidste sæson kom i 16. delsfinalerne i Europa League, kommer på besøg på stadion onsdag kl. 18. Der er gratis adgang - ligesom der er lørdag 30.6. hvor Kalmar FF kommer på besøg kl. 13.