06.01.2022 09:24
Et tæt og innovativt samarbejde med Syddansk Universitet muliggør, at vores førstehold og U19-hold i denne uge skal have testet den fysiske formåen af landets førende eksperter på de topmoderne faciliteter hos SDU.
Onsdag, torsdag og fredag er i denne uge sat af til fysiske tests på Syddansk Universitet. Hele førsteholdstruppen skal have foretaget en VO2max-test, DXA-scanning og løbebåndtest med iltmaske, mens U19-holdet skal igennem en VO2max og en løbebåndstest med iltmaske.
Der venter altså et noget mere avanceret setup for opstartens fysiske test, end vi har gjort i de seneste år:
- Med nogle mere dybdegående tests, som vi laver i samarbejde med SDU, får vi flere svar på, hvordan spillerne individuelt fungerer fysisk. Dermed kan vi endnu bedre målrette træningen efter de enkelte spillere, så vi kan få maksimal gevinst af vores træning, samtidig med at vi også kan minimere skadesomfanget, siger Janus Blond, der er fysisk træner i OB.
- Det er en ren win-win, hvor vi får ekspertise fra deres dygtige folk, mens vi stiller spillere til rådighed for dem. Herefter kan de bruge resultaterne til forskning, ligesom de også får adgang til vores tal i løbet af sæsonen. Det gør, at de bliver endnu dygtigere på området, og for os gør det, at vi kan arbejde endnu bedre med det fysiske parameter i fremtiden, siger Janus Blond.
- Det falder perfekt i tråd med vores strategi
At der i år testes på SDU, og at det både er for vores førstehold og akademispillere er kun muligt, fordi vi har etableret et tæt samarbejde med Syddansk Universitet. Og at vi nu har et tæt strategisk samarbejde med eksperter på området og faciliteter i verdensklasse lige i baghaven glæder vores Michael Hemmingsen.
- SDU er en god, lokal samarbejdspartner for os, og at vi i samarbejde med en institution i Odense nu kan teste spillerne – både på Akademiet og på førsteholdet – på den mest optimale måde, det er rigtig godt, når vi tænker på den udvikling, vi hele tiden forsøger at skabe, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen.
- Det er fantastisk, at vi kan have et tæt samarbejde med Syddansk Universitet på et område, hvor de er blandt de allerdygtigste i hele Danmark. Det falder perfekt i tråd med vores strategi, hvor vi hele tiden optimerer på det fysiske parameter, og der er det her samarbejde en vigtig del.
På Syddansk Universitet er de også begejstrede over at få elitefodboldspillere fra OB på besøg, og det kommer til at gavne forskningen på området. Det fortæller Malte Nejst Larsen, der er postdoc ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
- Vi er utroligt glade for, at vi kan måle på fodboldspillere fra øverste hylde herhjemme både på senior og ungdomsniveau. Det er unikt for en forskningsinstitution som vores, at vi får mulighed for det. At vi så kan give dem nogle resultater tilbage, som de kan bruge til forberedelserne i sæsonen, det gør, at det her er en rigtig god idé for os begge to, siger Malte Nejst Larsen.