11.05.2020 08:47
Når vi træder ind i juli, bliver U19-viceanføreren, Tarik Ibrahimagic, rykket op i førsteholdstruppen, hvor han har underskrevet en toårig kontrakt.
Midtbanespilleren, Tarik Ibrahimagic, har udviklet sig til en profil på OB’s stærke U19-ligahold, og det betød blandt andet, at han sidste år debuterede på det danske U19-landshold.
- Tarik har været inde i en rigtig positiv udvikling, og han har lavet nogle gode indhop i reserveholdsturneringen. Han har nogle tekniske færdigheder, som vi nu skal videreudvikle. Hans førsteberøringer og pasninger er rigtig spændende, og nu skal vi have dem bragt i spil i superligatruppen, siger OB’s sportschef Michael Hemmingsen.
Tarik Ibrahimagic kom til klubben fra OKS som U14-spiller, og siden har han udviklet sig til en profil i U19-truppen. I vinters var han med superligatruppen på træningslejr i Belek, og til forårspremieren mod Brøndby IF var han med i kamptruppen.
- Vi har altid vidst, at han var en teknisk og elegant fodboldspiller, og nu har han også taget et step både mentalt og fysisk. Hvor hans topniveau altid har været højt, er hans bundniveau nu også hævet. Han er meget vellidt blandt holdkammeraterne, og han har desuden været viceanfører i Christian Vestergaards fravær. Nu er han oppe med de store, og han skal vise, hvad han består af, siger teknisk chef i OB, Tonny Hermansen.
Odenseaneren med de bosniske rødder har altid været fan af OB, og det gør bare begejstringen endnu større for den unge midtbanespiller.
- Jeg er født i Odense, og jeg har hele min barndom været på stadion med min far. Det er en drøm at skulle vågne hver dag og have fodbold som sit job, så derfor var det noget af det største, der kunne ske. Min ungdomskontrakt udløber nu, så jeg er stolt over at have gjort mig fortjent til en fuldtidskontrakt, siger Tarik Ibrahimagic.
Tarik ibrahimagic kan spille alle pladser på midtbanen, og det kan nu vise sig at være en fordel, når han skal spille med i førsteholdstruppen, hvor han i det kommende år både kan gøre sig gældende i U19 Ligaen, Reserveholdsturneringen og 3F Superligaen.
- Jeg har arbejdet meget målrettet og kæmpet hårdt for at nå hertil. De ting, som trænerne har sagt, jeg skulle arbejde med, har jeg kæmpet for at udvikle. Eksempelvis var jeg tidligere ikke så hurtig, men jeg fik et program af vores fysiske træner, hvilket har gjort, at jeg nu er blandt de hurtigste i truppen. Jeg vil gå benhårdt efter at skulle spille, og jeg har skrevet under på en seniorkontrakt for at spille seniorfodbold, siger Tarik Ibrahimagic.
Tarik Ibrahimagic får trøje nummer 21, og han har underskrevet en toårig kontrakt med OB gældende fra den 1. juli 2020.