15.06.2021 10:30
Vi er blevet enige med vores fysiske træner, Janus Blond, om en kontraktforlængelse, så vi nu har papir på hinanden frem til sommeren 2023.
Janus Blond kom til OB i sommeren 2017, og han har nu skrevet under på en kontraktforlængelse, så han også er en del af klubben i de kommende to år.
- I OB ønsker vi en tydelig og ensartet spillestil, som bygger på et fysisk højt niveau, og derfor er vi rigtig glade for, at vi er blevet enige med Janus Blond om en toårig kontraktforlængelse. Som en del af klubbens nye strategi er han med til at udarbejde klare procedurer for, hvordan vi sikrer, at vores spillere opnår det højest mulige fysiske niveau indenfor hurtighed, løbekapacitet og resilience, og derfor er vi rigtig glade for denne aftale, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen.
Janus Blond har tidligere arbejdet i HB Køge, FC Vestsjælland og SønderjyskE, men de seneste fire år har han som fysisk træner været tilknyttet Odense Boldklub.
- Janus har været en del af klubben i en række år, og han kender arbejdsgangene og strukturen i klubben. Vi er rigtig glade for det arbejde, han hidtil har vist, og vi er sikre på, at han kan være med til at føre vores strategi ud i livet. Det er derfor en vigtig kontraktforlængelse, vi i dag har skrevet under på, siger Michael Hemmingsen.
Selvom Janus Blond er fysisk træner og har ansvaret for spillernes fysiske formåen, kan han også bidrage med et mere holistisk syn på træningen, da han i 2019 erhvervede sig UEFA’s P-licens.
- Jeg har nu været her i fire år, og selvom mine arbejdsområder har ændret sig undervejs, har jeg hele tiden været meget begejstret for at være i klubben. Der er sket meget i klubben, siden jeg startede, men jeg ved, der er lagt en klar retning for fremtiden. Jeg ser frem til at være en del af udviklingen, og jeg tror på, at der stadig findes nogle procenter indenfor fysikken, vi som klub kan få frigivet i den kommende tid, siger Janus Blond og tilføjer:
- Jeg er rigtig glad for at være i klubben, og jeg har det utrolig godt med staben, spillerne og de øvrige folk i klubben, så derfor var det ikke en svær beslutning for mig at forlænge aftalen. Nu har jeg været her så længe, at striberne er kommet ind under huden på mig.
Den nye aftale mellem OB og klubbens fysiske træner, Janus Blond, løber frem til sommeren 2023.