Issam Jebalis rejse i livet har haft mange vendinger og drejninger, og det samme kan siges om hans tid i OB. Det hele startede i Tunesien, hvor han blev født d. 25. december 1991 i Medjez el Bab.

Fodbolden kom hurtigt og overtog Issams liv. Han brugte al den tid, han kunne på at trille med kuglen.

- Der er ikke så meget at lave som barn i Tunesien andet end at spille fodbold og gå i skole. Lige så snart jeg havde fri, så spillede jeg fodbold. Rigtig mange tunesere går meget op i fodbold, det er den mest kendte sport. Så jeg startede med at spille, og så var der et hold i første division, der holdt en turnering på en fodboldskole. De rekrutterede unge spillere, så der tog jeg hen for at repræsentere min lille by. Vi kom på andenpladsen i turneringen, hvilket var ret godt for en lille by som os, siger Jebali og fortsætter:

- Efter turneringen kontaktede et af de bedste tunesiske hold min klub og sagde, at de gerne ville have, at jeg kom til prøvetræning hos dem. De havde selvfølgelig set mig spille i turnering, men de ville gerne se mere. I starten syntes mine forældre ikke om det, fordi hvis jeg blev valgt, skulle jeg flytte alene til en ny by. Mine forældre vidste ikke så meget om fodbold, og de troede ikke, at der ville være mange penge i det. Det ville være mere sikkert at få en uddannelse.

Startskuddet på karrieren

Heldigvis for Issam overtalte hans onkler forældrene til at lade Jebali tage afsted.

- Jeg tog dertil som 12-årig, og de sørgede for alting. De betalte min mad, skole, transport og alt det der. Det var næsten ligesom at være en soldat. Jeg var der en uge til at starte med, og det gik godt. Da jeg kom tilbage, begyndte min storebror at græde og sige, at han ville med mig. Mine forældre ville ikke have, at min bror tog afsted. Men ligesom med mig blev de overtalt og lod min bror komme med mig, fordi vi ville kunne støtte hinanden.

Det var kærligheden til fodbolden, der lokkede Issam afsted, men hurtigt kunne han også se, at det ikke kun var for sjov.

- Når jeg tænker tilbage, så er jeg virkelig stolt af mig selv, fordi jeg tog den chance. Da jeg tog afsted, vidste jeg ikke helt, hvad jeg gik efter. Jeg elskede at spille fodbold, og det var spændende at skulle flytte til en større by med eget værelse med TV og det hele. Det var et godt skridt, jeg tog, men jeg savnede selvfølgelig også min familie, så det var ikke den nemmeste tilværelse. Jeg indså efter et års tid, at det her var virkelig professionelt. Tidligt i seng, tidligt op og ind i en masse rutiner med skole og fodbold. Med tiden kunne jeg lide det, fordi jeg så konkurrencen i det. Jeg så lyset for enden af tunnelen. Hvis jeg gjorde det godt der, så ville jeg kunne blive professionel. Jeg ville få penge, så jeg kunne hjælpe min familie og ændre mit eget liv. Folkene omkring mig ville blive stolte af mig.

All in på fodbold

Efter det første år på akademiet gik det stærkt for Issam. Nu var han topmotiveret til at knokle benhårdt.

- Efter jeg lagde alle mine kræfter i det, hjalp det mig også til at få et mindset om, at nu var der ingen vej tilbage. Kun se fremad. Jeg fik den her chance for at spille i en stor tunesisk klub, så jeg skulle gøre det godt og hjælpe holdet. I klubben kaldte de os ”elitespillere”, og de gjorde alt for at forberede os til at spille for førsteholdet, når vi blev gamle nok. Planen med de uddannede spillere var så, at de skulle spille et par år i klubben, være med til at vinde mesterskaber og så sælges for at tjene penge til klubben.

Det var faste og hårde rammer, der blev sat for de unge spillere, og der var ingen tid at spilde.

- Det var godt for mig at spille der, men jeg gik også igennem mange hårde tider, hvor jeg missede fødselsdage og andre familieting. Jeg var væk fra min familie det meste af tiden. Jeg så dem måske en gang eller to hvert halve år, og det var virkelig hårdt. Jeg følte mig som en voksen, da jeg var 14.

Selvom familien fysisk var langt væk, så havde Issam dem altid i baghovedet, når han kæmpede for at spille sig på førsteholdet.

- Jeg piskede mig selv til sidst for at nå førsteholdet. Da jeg i mit hoved bestemte mig for, at jeg ville jagte drømmen om at blive fodboldspiller, så gjorde jeg alt for at opnå det. Jeg ville nå førsteholdet, fordi så kunne jeg ændre mine tætte menneskers liv. Fiasko var ikke en mulighed. Jeg skulle være professionel fodboldspiller. Den mentalitet gjorde også det hele mere stressende, specielt da skolen stoppede. Så var der kun fodbolden, og der var ingen vej tilbage. Jeg satsede alt på fodbolden, og det bar frugt, da jeg som 17-årig blev en af de yngste spillere til at debutere i den bedste tunesiske liga. Hurtigt fik jeg også debut i den afrikanske Champions League. Det var en virkelig god tid, hvor jeg var et af de største talenter i tunesisk fodbold.

Her slutter første del af interviewet med Issam Jebali. Næste del kommer til at handle om Issams tid i Sverige, Saudi Arabien og selvfølgelig OB.

Striberne møder AGF søndag d. 27. september klokken 14.00, og der er desværre ikke adgang for udebanefans. Til gengæld kan du følge kampen på TV3 Sport, LIGA på P3 og selvfølgelig vores live-Twitter OdenseBK_Live.