Benjamin Jakobsen — 21.05.2018 10:39
Kent Nielsen er både ked af det og skuffet, men samtidig er han afklaret over beslutningen.
OB og Kent Nielsen afsluttede mandag morgen samarbejdet. Ledelsens beslutning om at finde en ny cheftræner, sker efter tre års samarbejde, hvor Kent Nielsen har medvirket til at flytte klubben på mange punkter, men hvor resultaterne ikke har levet op til målsætningen.
- Jeg er enormt ked af det, og jeg er selvfølgelig også skuffet over den beslutning, som ledelsen har truffet. Men jeg er også afklaret med, at det er en del af denne branche, at der bliver truffet beslutninger som denne. Jeg tager selvfølgelig beslutningen til efterretning, men jeg er da også berørt af konsekvensen. Jeg har været rigtig glad for at arbejde i OB, hvor staben har støttet godt op om mig, og jeg har følt, at jeg sammen med staben og truppen har fået flyttet OB et andet sted hen, der hvor klubben var, da jeg kom hertil, siger Kent Nielsen.
- Desværre har vi ikke kunnet indfri de sportslige mål, som vi i fællesskab havde sat os, men jeg føler, at det er et sundt og talentfuldt hold med en masse dygtighed, og som står et positivt sted. Det indhold, spillerne har leveret, har været i orden, og der, hvor vi ikke har været dygtige nok, det er på resultatfronten. Jeg har en stor tro på, at der fremover vil blive endnu bedre indhold og resultater, og det ønsker jeg virkelig for klubben, truppen og den faste stab omkring holdet, som jeg ønsker al mulig held og lykke fremover, slutter Kent Nielsen