15.07.2021 13:07
Jens Jakob Thomasen har spillet i OB, siden han var U12-spiller, og i den kommende sæson kommer han også til at bære anførerbindet i klubben.
Når vi i morgen skyder den nye superligasæson i gang mod FC Midtjylland, bliver det Jens Jakob Thomasen, der går forrest på banen med anførerbindet om armen, da Andreas Alm netop har peget på ham som klubbens nye anfører, efter Janus Drachmann er skiftet til AC Horsens.
- Han har gennem sit spil en naturlig central placering i klubben, og det havde han også tidligere. Men i den korte tid, jeg har været her, har han også vist det med sin personlighed, og jeg synes, at anførerbindet sidder rigtig godt på ham, siger OB’s cheftræner, Andreas Alm.
For Jens Jakob Thomasen er det også en stor ære, at han fremover skal bære anførerbindet for klubben, han har repræsenteret siden, han som ungdomsspiller skiftede til OB fra Sanderum Boldklub.
- Det har været en lang rejse, der startede på andetholdet i U12, og så har jeg hele tiden lagt på. Jeg har været anfører undervejs et par gange, men da jeg startede i superligatruppen, der havde jeg ingen forventninger om, at jeg skulle blive anfører. Der var ligesom nogle andre steps, der skulle tages først; man skulle først i truppen, så skulle man have noget spilletid, så skulle man begynde at spille fast, og så skulle man begynde at blive en profil, og på den måde er det også det næste skridt - hvis man er den type - og det har man jo fundet, at jeg er, siger Jens Jakob Thomasen.
Jens Jakob Thomasen er tidligere anfører i både ungdomsrækkerne og på ungdomslandsholdene, og derfor er det ikke en helt ny rolle for ham.
- Det er klart, at det er specielt for mig, når jeg har taget turen fra start til slut; fra at være ungdomsspiller til at få det ypperste hverv. Så det er klart, det er enormt specielt, og jeg glæder mig til at være anfører og udfylde rollen, men det er også specielt i forhold til de andre ledere, som er på holdet. Selvom jeg har bindet om armen, så vil der fortsat være mange ledere omkring mig, så jeg tror ikke, jeg skal ændre mig så meget, selvom det er stort for mig at være blevet anfører i en klub, der betyder så meget for mig, som OB gør. Jeg får nok lidt flere arbejdsopgaver, men det tager jeg med oprejst pande, og jeg gør det bedste, jeg kan, siger Jens Jakob Thomasen.
Jens Jakob Thomasen og resten af klubben sparker i morgen 3F Superligaen i gang, når vi kl. 19.00 gæster FC Midtjylland.