_9020959

01.02.2020 08:12

Efter seks år og otte måneder i klubben har Jesper Hansen forladt hjørnekontoret i Ådalen. Her ser han tilbage på sin tid i OB.

Siden 2013 har Jesper Hansen stort set hver dag taget turen fra Horsens til Odense og tilbage igen. Men nu er computeren slukket, nøglerne afleveret og sædet som sportsdirektør i OB forladt. Med lukningen af transfervinduet i nat har Hansen overladt ansvaret til Michael Hemmingsen, der nu fungerer som sportschef i Ådalen og har fået kontoret for sig selv efter en måneds parløb med den afgående sportsdirektør.

Det er dermed på tide, at Jesper Hansen gør status efter seks år og otte måneder i OB:

- Jeg havde været mange år i Horsens, og da jeg via Thomas Christensen fik et tilbud herfra, var det en oplagt og spændende mulighed for at komme til en større klub med en stolt og traditionsrig historie. Stoltheden og ikke mindst traditionerne betyder også, at der – heldigvis – er utroligt mange, der har en mening om og en kærlighed til OB. Man kan have indtryk af, at det meste af Fyn kender en, der har eller har haft tilknytning til OB, og det har betydet, at man i mange sammenhænge har skullet træde varsomt.

- Jeg blev også hurtigt bevidst om – nogle gange på den hårde måde - at jeg skulle have en del tålmodighed og forståelse for disse interesser, som jo kun er med til at understrege, hvor meget denne klub betyder for utroligt mange mennesker. Omvendt finder man også ud af, at der findes skjulte ressourcer elle vegne og ikke mindst stærke medarbejdere, som var og er mere end villige til at løfte opgaven med at få OB tilbage til toppen af dansk fodbold. Det handler om, at vi gør tingene sammen, og at ingen er over andre, og ikke mindst at man når længst, når man arbejder sammen.

De gode oplevelser

- Der er måske mange, der tror, at tilblivelsen af det nye Superligahus er det, jeg vil huske tilbage på med mest tilfredshed, men jeg vil meget hellere se på processen med at komme dertil. Det har for mig handlet om det lange, seje træk, som kræves, hvis man vil have regnskabet til at stemme og dermed få et økonomisk sundt fundament, som man kan bygge videre på. Det betyder blandt andet, at man kan tiltrække dygtige spillere, fordi de kan se, at der er en plan og en udvikling i OB, som de ønsker at være en del af.

- Vi har gjort meget for at tiltrække dygtige trænere. Ikke bare på førsteholdet, men også på akademiet, hvor der er masser af potentiale i de spillere, som morgen efter morgen møder op til træning og passer deres skole ved siden af. Her har trænerne et stort ansvar, og der skal lyde en kæmpe ros til det arbejde, der udføres her. Da vi ansatte Tonny Hermansen som akademichef i 2014 var det med en klar vision om at skabe spillere, der både kan sælges til udlandet og komme på førsteholdet. Det må jeg sige, at vi er lykkedes fint med, og nu skal den udvikling holdes i gang og hele tiden forfines. Det, man har lys på, vokser, og akademiet skal have lys og vokse.

- Der har været sat meget andet i gang i klubben med etablering af nye baner og en investering i vores faciliteter. Det kunne ikke være blevet gjort uden OB´s amatørafdeling, som jo er sjælen i selve klubben. Jeg skylder formand Claus Eder en stor tak for det samarbejde og den forståelse, der har været. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget glad for det, vi har opnået sammen, hvor den professionelle del og amatørafdelingen i den grad er indbegrebet af, at vi nu er en enhed i Ådalen.

- Vi ser også et glimrende samarbejde i Øens Hold, hvor over 100 fynske klubber arbejder sammen hver dag for at styre både bredde og elite. Vi er i OB meget stolte af det sammenhold, og det potentiale, der ligger i dette projekt, og det glæder mig, at vi i den grad har formået at binde øen sammen i fodboldmæssig forstand, så vi alle får gavn af hinanden.

De svære tider

-  Det har jo ikke været rosenrødt det hele, og jeg har måttet lægge ryg til megen kritik, hvor jeg har følt, at man til tider gik mere efter manden end bolden. Jeg har ikke ondt af mig selv eller kommer med undskyldninger, men der var altså en økonomi, der skulle på plads, inden OB kunne begynde at høste de frugter, som man kan lige nu.

- I den forbindelse har fansene også sagt deres og fået luft i årenes løb. Men hånden på hjertet; jeg kan godt forstå dem. Fodbold handler om følelser, og det er passionerede folk, der elsker deres klub og bare vil have fremgang hele tiden. Det kan man jo ikke klandre dem, og derfor kan jeg godt se, at man har haft brug for at komme af med skarp bemærkning eller 10 over årene. Det har jeg fint kunne leve med. Man kan jo se, hvor meget de holder af OB, eksempelvis når man ser den store tilskuerfremgang, der har været i det seneste år. Der har været sat gang i mange aktiviteter op til og på kampdagene, og der er her blevet udført et stort stykke arbejde af Jack Jørgensen og hans folk for at skabe disse rammer.

På falderebet

- Der er så mange gode og stærke folk i organisationen, som skal have en kæmpe tak. Det gælder folkene på Nature Energy Park i salg, marketing og sikkerhed, alle i Ådalen fra spillere, trænere, ledere, kommunikation, amatørafdelingen, rengøring og de utroligt mange frivillige, som gør en enorm indsats for klubben.

- Derudover er der to, som skal have en særlig tak. Thomas Christensen anbefalede mig jobbet som sportsdirektør i sin tid, og det er jeg ham taknemmelig for. Han havde tillid til, at jeg kunne løfte opgaven, og det var et enormt skulderklap at få fra første færd. Og så skal det ikke være nogen hemmelighed, hvor stor betydning det har haft, at Niels Thorborg har bakket mig 100 % op hele vejen. Den tillid og respekt, han har vist mig, har dannet fundamentet for, at mange ting kunne lykkes. Jeg har talt mere med Niels end min kone i de seneste seks et halvt år, og han skal have ros for at være så engageret og så tæt på tingene dernede.

- Slutteligt vil jeg gerne understrege, at det ikke er mange forundt at få en så unik jobmulighed, som jeg fik, og jeg er enormt glad for og ydmyg over alle de ting, vi har opnået sammen. Det har været en spændende rejse og et fantastisk projekt, og jeg vil nu glæde mig til at følge klubben fremover. God vind til jer alle.