01.02.2023 07:39
Vi er blevet enige med Sydney FC om en lejeaftale, så Joel King vender retur til Australien i den resterende del af sæsonen.
I slutningen af januar 2022 skiftede Joel King fra Sydney FC til OB, så den talentfulde venstreback iførte sig landets flotteste striber. I OB er det siden blevet til 19 kampe og en enkelt scoring, inden året til sidst kulminerede for Joel med en udtagelse til VM i Qatar.
I forårssæsonen vil Joel King dog igen optræde for Sydney FC, da vi er blevet enige med den australske klub om en lejeaftale.
- Selvom vi har haft det godt med hinanden, er hverken OB eller Joel tilfredse med det, vi har opnået sammen i hans tid i klubben. Han er blevet en meget respekteret person og holdkammerat på kort tid, og vi ønsker ham alt det bedste i lejeperioden, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Lejeaftalen mellem Sydney FC og OB løber frem til den 30. juni 2023.