24.03.2019 09:00
Marcus Alstrup fylder denne søndag 15 år, og det har han fejret med at skriver under på en kontrakt i Odense Boldklub.
Søndag den 24. marts fylder Marcus Alstrup 15 år, og han kan fejre sin fødselsdag ved at skrive under på en ungdomskontrakt med OB, og det er noget, OB’s talentchef Tonny Hermansen er glad for.
- Marcus kommer fra vores samarbejdsklub, Munkebo Boldklub, og vi er sindssygt glade for, at vi har fået lavet en aftale med et stort talent. Marcus er utroligt dygtig, og han er en spændende målmand, som vi både tror og håber på, at Lars Bjerring kan gøre endnu dygtigere. Han har x-faktor, og så er han enormt eksplosiv. De to ting sammen gør ham til en god målmand, der har rigtig mange redninger, når han spiller kamp, og det er jo utvivlsomt en god styrke at have, siger Tonny Hermansen.
Marcus Alstrup er som nævnt kun lige blevet 15 år gammel, og der er ingen tvivl om, at det her er hans bedste fødselsdagsgave.
- At skrive kontrakt med OB er kæmpestort for mig! Det har altid været en drøm, og jeg er sikker på, at OB kan hjælpe mig med at blive en endnu bedre målmand. At jeg er på kontrakt, gør at jeg kan have endnu mere fokus på min udvikling, fordi jeg ved, hvor jeg nu skal være de kommende år.
- Jeg synes selv, jeg er en målmand, der er god med fødderne, god til at hjælpe mit forsvar af med bolden, og så har jeg nogle gode reaktioner. Jeg bliver en del af et stærkt målmandsteam med en god målmandstræner, og sammen med dem, tror jeg på, at jeg kan udvikle mig til at blive en endnu bedre målmand, siger Marcus Alstrup.
Stort tillykke til os, Marcus og Munkebo Boldklub.