Luca

23.05.2023 13:22

I denne sæson har vi haft Luca Kjerrumgaard udlejet til Nykøbing FC, og det har været en stor personlig succes, da han lige nu fører topscorerlisten i 1. division, og han er klar til at tage kampen op, når han vender retur til OB.

Sidste sommer blev Luca Kjerrumgaard rykket op i førsteholdstruppen i OB, hvorefter han i slutningen af august blev udlejet til Nykøbing FC. I Nykøbing har Luca oplevet stor personlig succes, da han efter 23 1. divisionskampe nu fører topscorerlisten med 13 mål. 

- Jeg kom til Nykøbing og havde ikke forventet så meget spilletid, men jeg er virkelig taknemmelig for tiden i klubben, og jeg vil altid huske Nykøbing som et godt sted at være. Jeg kom til Nykøbing for at lære og for at udvikle mig, så jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle score så mange mål. Det er bare en bonus, at mine holdkammerater har været gode til at sætte mig op, så jeg kunne score på de muligheder, jeg har fået. Nu går jeg selvfølgelig efter at slutte sæsonen som topscorer, siger Luca Kjerrumgaard. 

Uanset om Luca Kjerrumgaard ender sæsonen som topscorer eller ej, så vender han retur til Odense, når den nye sæson starter op, og her bliver det for at bygge videre på den læring, han har fået i Nykøbing FC. 

- Det har været en god oplevelse for mig selv med en masse spilletid, og jeg har scoret en masse mål og lært en masse. Jeg har fået en del mere fysik og er blevet bedre til at bruge min krop. Jeg har lært at være mere kynisk, når jeg har skullet bevise mig selv kamp efter kamp. Jeg har lært om vigtigheden af at spille om point, og at hver kamp tæller. Det har virkelig udviklet mig, og jeg føler, jeg har fået en masse i bagagen, jeg kan bruge, når jeg kommer tilbage til OB, siger Luca Kjerrumgaard og fortsætter: 

- Det bliver megafedt at vende tilbage til OB og mærke alle fansene igen. Jeg glæder mig også til at se de gamle holdkammerater og klubben igen. Jeg vil vise, hvad jeg kan, og at jeg er klar til at vinde en masse kampe, score nogle mål og hjælpe holdet, siger Luca Kjerrumgaard. 

- Luca har haft den udvikling, vi håbede på 

Det er ikke kun Luca Kjerrumgaard selv, der er glad for udviklingen, han har gennemgået hos Nykøbing FC. I OB er Björn Wesström også begejstret for, hvad han har set fra den unge angriber. 

- Luca har haft den udvikling, vi håbede på, da vi aftalte udlejningen. Nu er planen, at han skal kæmpe fuldt ud for OB i 3F Superligaen. Vi ser frem til at få Luca tilbage til OB og sammen starte forberedelserne mod den kommende sæson, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.