OBK09815

21.06.2023 15:42

16-årige Noah Lassen fik i juni sin superligadebut mod FC Midtjylland, og han har nu skrevet under på en ny kontrakt, der gælder for de næste tre år.

Noah Lassen kom som U14-spiller til OB fra Øens Hold-klubben Glamsbjerg IF, og siden har han gennemgået en flot udvikling. I januar 2022 blev han belønnet med en ungdomskontrakt, og den er nu blevet forlænget, så vi har papir på hinanden frem til 2026.

- Noah Lassen er en fantastisk og meget spændende allround-spiller på midtbanen, som vi er sindssygt glade for, at vi har forlænget med, siger Tonny Hermansen.

Forlængelsen kommer efter en stærk sæson for vores U17-hold, hvor Noah som førsteårsspiller har båret anførerbindet, og akademichef Tonny Hermansen ser et stort potentiale i den unge midtbanespiller.

- Han er sindssygt dygtig både teknisk og taktisk, og derudover har han en fysisk pakke, som er unik. Han kommer hele vejen rundt på banen, han er både med fremme og tilbage, og så er han duelstærk og meget aggressiv i sit defensive spil. Som person er han en meget behagelig fyr, som alle kan lide. Han er en stille type, som alligevel skaber en aura af respekt omkring sig, og det er også derfor, han har været anfører på U17-holdet i så ung en alder, siger Tonny Hermansen.

Noah spillede i sidste sæson primært i U17-ligaen, hvor han var en stor profil på vores U17-hold, der fik sølvmedaljer, men i foråret fik han også spilletid på U19-holdet, og han er derfor glad for, at han nu kan forlænge sin aftale med OB.

- Jeg synes, det er fedt. Jeg er glad for at skrive under med OB, for når man er fra Fyn, så er OB det største, og så er det klart, at det er stort at forlænge. OB viser mig, at jeg har gjort det godt ved at forlænge kontrakten, og så skal jeg bare vise OB noget nu, siger Noah Lassen.

I sidste sæson fik Noah Lassen debut i 3F Superligaen, da han blev skiftet ind i sæsonens sidste kamp mod FC Midtjylland, og dermed blev han den tredjeyngste debutant i OB’s superligahistorie, og det var en stor oplevelse for den unge mand.

- Det var stort. Det tror jeg ikke, der var mange, der turde at håbe på, så det var en drøm, der gik i opfyldelse. Der var lyd på hele vejen rundt, så man næsten ikke kunne høre sig selv tænke, som man kan til en U17- og U19-kamp. Det var ikke noget, jeg havde prøvet før, så det var lidt surrealistisk med folk, der råbte mit navn, afslutter Noah Lassen.

Den nye aftale mellem OB og Noah Lassen løber frem til den 30. juni 2026.