30.08.2022 12:01
Vi er blevet enige med Olympique de Marseille om en transfer for den tidligere Juventus-spiller Franco Tongya, så offensivspilleren omgående rykker til Odense.
20-årige Franco Tongya har spillet ungdomsfodbold i Juventus, som han også har repræsenteret i Serie C og Primavera, men fremover bliver det i stedet de blå og hvide striber, han skal iføre sig, da vi er blevet enige om en treårig aftale.
- Franco Tongya har både kvaliteter og et potentiale, der gør, at hans profil passer godt til vores krav. Hans offensive kvaliteter giver os flere våben, større offensiv variation og taktisk fleksibilitet, så vi ser meget frem til at begynde arbejdet sammen med Franco, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Franco Tongya debuterede på det italienske U16-landshold i 2017, og siden har han repræsenteret alle ungdomslandshold frem til U20. På U17-landsholdet scorede han blandt andet det afgørende mål i kvartfinalen på vejen til Italiens finaledeltagelse ved U17-EM i 2019.
Sidste år købte Olympique de Marseille ham dog fri af kontrakten med Juventus i en større millionhandel, men i det franske har det har været småt med spilletid, og derfor er vi glade for, at vi nu er blevet enige om en transfer, der sender Franco Tongya til OB.
- At vi kan tiltrække en spiller med Francos baggrund og ambitioner fortæller os, at arbejdet med at udvikle spillere, der dagligt foregår i Ådalen, har nået et godt omdømme og en høj troværdighed – også på det internationale marked – og det skal vi som klub føle en stor stolthed over, siger Björn Wesström.
For Franco Tongya selv er det også en dejlig nyhed, at han nu kan sætte sin signatur på en treårig aftale med OB:
- Jeg tror, at jeg er det helt rigtige sted for mig selv, for klubben og for folkene i byen, så jeg glæder mig meget til at skulle starte. Jeg er allerede vild med byen, og jeg har også allerede mødt nogle fans i byens centrum. Jeg vil gerne bringe fansene glæde og begejstring for fodbold, og jeg håber, at jeg kan være en vigtig del af holdet, siger Franco Tongya.
I OB vil Franco Tongya bære trøje nummer 10, og det ser han som en stor ære:
- Det er et stort ansvar at have fået nummer 10, men det er jeg meget glad for. Jeg ved, at nummeret er meget vigtigt, så jeg ved, at jeg skal arbejde, alt hvad jeg kan for klubbens og fansenes skyld.
Aftalen mellem OB og Franco Tongya løber frem til den 30. juni 2025.