20.06.2023 10:24
For at udvikle spillertruppen har vi skrevet en treårig kontrakt med midterforsvareren Sauli Väisänen, der kommer til klubben fra Cosenza Calcio i den italienske Serie B.
29-årige Sauli Väisänen har spillet 24 landskampe for Finland, og i de kommende tre år skal han repræsentere Odenses striber, da vi er blevet enige om en aftale.
- Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Sauli fra sæsonstart. Sauli er en meget grundig og professionel fodboldspiller, som altid får en høj status i de klubber, han repræsenterer. Planen er, at han skal bidrage til at øge konkurrencen på midterforsvarspositionen samt bidrage til træningskulturen og være med til at udvikle spillestilen, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Den finske forsvarsspiller kender både Björn Wesström og Andreas Alm fra AIK, hvor han spillede, inden han blev solgt til SPAL i Italien. I Støvlelandet har han siden også repræsenteret FC Crotone, Chievo Verona og Cosenza Calcio, men i de kommende tre år bliver det OB, han skal kæmpe for.
- Jeg er selvfølgelig meget glad og meget spændt på at starte et nyt projekt med nogle folk, jeg kender fra tidligere i karrieren. Klubben virker meget professionel, og den har taget sig godt af mig og min familie, allerede inden jeg var kommet til landet, siger Sauli Väisänen og fortsætter:
- Jeg googlede klubben og fansene, inden jeg kom til, og jeg fandt hurtigt ud af, at fansene er meget passionerede. Når det er den eneste superligaklub på Fyn, så medfører det forhåbentligt, at hele øen støtter klubben, så jeg glæder mig meget til at møde fansene og spille for dem. Jeg håber, at de også vil skabe den samme atmosfære og passion på stadion i den kommende sæson.
OB og Sauli Väisänen har underskrevet en aftale, der løber frem til den 30. juni 2026.