22.06.2021 11:35
For at udbygge det unikke sammenhold og fællesskab mellem klub og fans lancerer vi i samarbejde med Albani en ny fan-app, så du altid er opdateret om OB.
Gennem det sidste år har vi ikke kunnet være så meget sammen med vores fans, som vi har ønsket det, men vi har i stedet blandt andet brugt tiden på at udvikle en ny app, der døgnet rundt skal bringe klub og fans tættere sammen.
Vi er lige nu ved at finpudse de sidste detaljer, men app’en burde være tilgængelig i Google Play og App Store i løbet af sommeren.
Som en vigtig del af klubbens strategi, ønsker vi at være blandt landets førende indenfor faninvolvering og samarbejde, så vi sikrer, at vores fans føler sig tæt knyttet til klubben og som en fundamental del af fællesskabet. Gennem digitalisering skal vi sikre, at Odense Boldklub altid er top-of-mind blandt alle fodboldinteresserede fynboer, og derfor lancerer vi nu en ny fan-app.
Fan-app’en skal være med til at give en helstøbt digital oplevelse for alle OB-fans, hvor alt er samlet ét sted, og hvor du altid er den første, der ved det, når der sker noget i klubben.
Du kommer helt tæt på klubben og spillerne med dybdegående data og indsigt, ligesom du til både hjemme- og udekampe kan stemme på den spiller, du mener skal være Kampens Spiller, og du kan nemt opbevare billetter og sæsonkort direkte i app'en.
App’en er udviklet af Many Digital, den er gratis at bruge, og den fungerer til både iPhone og Android.