P7225055

28.01.2020 20:00

Anders K. Jacobsen er nu fri til at finde en anden klub.

Vi har i dag ophævet kontrakten med angriberen Anders K. Jacobsen, som har været i klubben siden 2015.

- Anders har været en god mand for OB gennem snart fem år og har altid givet sig 100 % for klubben. I de seneste sæsoner er han gledet ud af startopstillingen, og der er flere foran ham i den offensive række. Derfor er det bedre, at han får tid til at finde nye udfordringer, og vi er sammen blevet enige om at ophæve kontrakten nu. På den måde kan Anders helt frit forhandle med en anden klub og skal ikke eventuelt vente til sommer med et skifte, hvor han er transferfri.

- Gennem hele perioden uden så mange spilleminutter har Anders opført sig professionelt og har aldrig pebet over at være sat udenfor eller spillet på reserveholdet. Han er mødt til træning med samme seriøse indstilling hver dag og har knoklet for klubben. Samtidigt har han ærligt givet udtryk for, at der var andre foran ham, og at han bare måtte kæmpe endnu hårdere for spilletid. Det afføder enorm respekt fra klubbens side, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden og håber, at han finder en ny klub snart, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

30-årige Anders K. Jacobsen er fynbo og startede karrieren i Næsby Boldklub, inden turen gik til OB i 2007. Han blev lejet ud til Vejle Boldklub i 2008 og skiftede til Næstved Boldklub i 2010. Efter et halvt år på Sjælland tog han tilbage til Næsby, hvor han spillede halvandet år, inden han tog til Fredericia FC i 2012. Året efter skiftede han til AaB, hvor han blev dansk mester og pokalvinder. Efter to år i det nordlige Jylland kom han hjem til Fyn og OB i 2015.

I denne sæson er det blevet til 12 kampe og to mål, og i alt blev det til 161 kampe for Striberne og 37 mål.