PB030161

06.11.2019 15:09

Oliver Christensen er igen udtaget til U21-landsholdet, og vi har taget en snak med vores talentfulde målmand om, hvordan det er at være en del af U21-truppen, inden de møder Ukraine og Malta.

D. 10. september fik Oliver Christensen sin første kamp for U21-landsholdet, da de mødte Rumænien. Siden debuten har Gribben fra Kerteminde spillet yderligere to kampe for de rød-hvide, og det er noget, han nyder.

- Det er sjovt at være en del af et hold ved siden af sin klub. Det giver en masse menneskeligt, hvor man skal omstille sig fra en trup her i OB, og så skal man over i landsholdslejren. Det er rigtig interessant, og samtidig får man set en masse ting. Nu har jeg været en tur i Finland, og i næste uge skal jeg til Ukraine, så det bliver spændende.

I sine første tre kampe for U21-landsholdet har vores unge keeper haft et clean sheet, og i kampen mod Rumænien reddede han et straffespark. OC har derfor taget sine flotte form for Striberne med over i landsholdslejren, hvor det har handlet om at tilpasse sig,

- I OB er der lidt mere tid og fokus på detaljer, men når man er med landsholdet, så er fokus primært på kampene. Derfor skal man omstille sig også i kraft af, at vi bor på hotel, hvor det er lidt sværere at lukke af.

Albert Capellas blev i sommers udpeget som ny U21-landstræner, efter Niels Frederiksen forlod posten og blev cheftræner for Brøndby IF, og det er noget, man kan mærke under landsholdssamlingerne.

- Vi er en ny gruppe, og vi har fået en ny træner, så vi har skulle implementere hans idéer, så der er måske lidt mere info på de første par ture omkring, hvordan vi skal spille, men Albert Capellas er en stille og rolig træner. Han giver meget frihed til sine spillere og stoler meget på dem, men han forventer også, at vi er friske, veludhvilede og klar til at træne, fortæller OC.

I landsholdslejren handler alt ikke kun om fodbold. De træner primært lidt over en time om dagen, og så styrer de unge gutter ellers, hvad de vil bruge resten af dagen på.

- Der er nogen, som spiller kort. Så har vi også været på netcafé og spillet Counter-Strike, og det har været meget sjovt. Når vi er i Aalborg, har vi også været ude at spise, og vi blev også klippet en dag, fortæller den nu korthårede målmand.

Der er 11 spillere fra 3F Superligaen i den trup, som Albert Capelles har udtaget til EM-kvalifikationskampene mod Ukraine og Malta. Derfor skal vores nr. 27 spille sammen med nogen, som han normalt spiller overfor til daglig, men det er ikke noget problem, siger han.

- Det er også en af de ting, man skal omstille sig fra, men vi kommer rigtigt fint ud af det med hinanden på holdet. Vi er en solid gruppe, og jeg synes vi kommer godt ud af det med hinanden både på og uden for banen, og det har man også kunnet se på tabellen.

De første tre kampe i EM-kvalifikationen har været imod Rumænien, Nordirland og Finland, hvilket har resulteret i ni point. Derfor er Danmark også med helt fremme i jagten om EM-billetterne, og det er også noget, vores førstemålmand drømmer om

- Min drøm er selvfølgelig, at vi kommer med til EM. Det er vores mål, og en slutrunde vil være kæmpe stort. Det har man også kunne høre på nogle af de andre, som var med i sommerens mesterskab i Italien. Det er bare fedt, så det er selvfølgelig vores mål.

U21 EM bliver afholdt i 2021 i Ungarn og Slovakiet.