OB205291

18.08.2023 10:50

I weekenden fik udlandet øje for vores nye opvarmningstrøje, hvilket førte til, at den på meget kort tid var fuldstændig udsolgt hos Unisport, og nu ønsker udenlandske forhandlere at sælge trøjen.

Den seneste uge er et billede af Bjørn Paulsen iført vores nye opvarmningstrøje gået verden rundt på sociale medier, da fodboldmagasinet GOAL fik øje på trøjen, og med et kogende internet nåede trøjen ud til over fem millioner mennesker på tværs af forskellige platforme. Også herhjemme nåede trøjen langt ud, da flere danske medier har skrevet om trøjen, ligesom den også nåede en tur forbi Go’ Morgen Danmark og er blevet til pynt på væggen hos Discovery-programmet Klubben.

Den store opmærksomhed betød også, at der ikke gik længe, før Unisport måtte melde den udsolgt, og derfor er det lige nu kun muligt at finde den i fanshoppen på Nature Energy Park.  

Efterspørgslen er dog langt fra stoppet, og vores indbakke bugner med beskeder fra både fynske og internationale fodboldfans, der ønsker at få fat i trøjen, og derfor har vi nu bestilt nye trøjer hjem, som forventes at være i salg i oktober.

Internationale forhandlere køber ind på trøjen
For første gang i klubbens historie er det ikke kun i Danmark, at man kan købe OB-trøjer, for det er ikke kun os og Unisport, der har lagt en ordre på trøjen hos hummel. Classic Football Shirts i Manchester bliver den første udenlandske forhandler, der kommer til at sælge OB-merchandise, ligesom også en butik i henholdsvis Singapore og Oslo forventes at hoppe med på bølgen.