12.06.2023 06:41
Der venter sig både træningskampe og et træningsophold i Holland, når spillerne møder ind efter ferien for at forberede sig på den kommende sæson i 3F Superligaen.
Den 26. juni vender spillerne tilbage til træningsbanerne i Ådalen for at forberede sig på den kommende sæson i 3F Superligaen, og inden det hele ruller af stablen igen, venter der sig en opstart, hvor der både er træningskampe og en træningslejr på programmet.
Allerede den 2. juli tager vi ud og besøger Øens Hold-klubben; Krogsbølle/Roerslev Fodbold Klub, hvor spillerne kl. 13.00 til 14.00 vil træne med de unge fodboldspillere, inden der kl. 15.00 vil blive spillet en opvisningskamp mod seniorholdet.
Tirsdag den 4. juli kl. 13.00 spiller vi træningskamp mod FC Fredericia, som spilles på Bane 1 i Ådalen. Dog er placering og tidspunkt ikke på plads endnu, men forventes at kunne blive meldt ud inden længe.
Søndag den 9. juli kl. 12.00 får vi besøg af Viborg FF på Nature Energy Park til en træningskamp, hvor der er fri adgang for tilskuer, og dertil vil kampen også blive streamet, hvis man ikke har mulighed for at kigge forbi.
Turen går til Holland
Ugen efter træningskampen går turen til Holland, hvor vi fra 11. juli til 16. juli vil være på træningslejr i Enchede, der ligger ved den tyske grænse. Og turen byder ikke bare på træning, men også en træningskamp, da vi den 15. juli spiller mod Æresdivisionsklubben; FC Twente.
Kampen vil blive spillet kl. 15.00 og vil blive streamet, så man kan se med hjemme fra Odense.