28.04.2022 16:24
Som en del af klubbens udvikling er vores hidtidige Team Manager, Steffen Nielsen, fra den 1. maj blevet ansat som assisterende fodbolddirektør.
Den 1. januar 2022 startede Björn Wesström som ny fodbolddirektør i OB, og herefter har han brugt tiden til at undersøge, hvordan klubben bedst muligt kan udvikles. En af disse udviklingspunkter eksekveres nu i klubbens organisation, da Steffen Nielsen fra den 1. maj er blevet ansat som assisterende fodbolddirektør.
- I klubbens strategi er der et ønske om at prioritere og styrke OB-identiteten ved at udvikle de kompetencer, der findes i klubben i forvejen. Steffen er et rigtig godt eksempel på dette, da han er et stort talent udenfor banen, som har arbejdet sig op, mens han sideløbende har dygtiggjort sig inden for sit fag. Hans baggrund og historie i klubben kommer af en ægte og ubetinget kærlighed til klubben. Hans faglige niveau på fodbolddelen og hans viden om fodbold er utrolig højt. Vi har mange gode diskussioner og snakke, som gør os dygtigere, og som i sidste ende er med til at flytte klubben derhen, hvor vi alle ønsker, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, og tilføjer:
- Jeg er glad for, at vi har fået den sportslige ledelse på plads i klubben, og jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med Steffen. I national såvel som international fodbold er der et stigende behov for eksperter til de forskellige opgaver, der skal løses i klubberne, og en af de vigtigste opgaver er fodbold-management og -administration. Her er vi i klubben godt stillet, da Steffen er en af de dygtigste inden for hans felt, hvor han det seneste år formelt har uddannet sig hos UEFA med fokus på strategi, drift og administration i en elitefodboldklub, siger Björn Wesström.
Steffen Nielsen har været ansat i OB siden 2005, og det er dermed en mand med et indgående kendskab til klubben, der fremadrettet skal assistere Björn Wesström.
- Björn og jeg komplimenterer hinanden godt, og jeg ser frem til at udvikle vores samarbejde og relationer. Jeg har været ansat i klubben i 17 år, og her har jeg hver dag været så privilegeret at kunne arbejde sammen med dygtige bestyrelsesmedlemmer, direktører, cheftrænere og fodboldspillere. Nu bliver jeg en del af den sportslige ledelse på godt og ondt, men det ændrer ikke mit mindset, og det, som driver mig, vil fortsat være, min ukuelighed for at vinde, og en filosofi om altid at være den bedste udgave af mig selv, siger Steffen Nielsen.
- Mit stormfulde kærlighedsforhold til klubben strækker sig langt tilbage fra min barndom og ungdom med fast plads på tribunen, inden jeg fik en plads omkring klubbens førstehold. Det har været en spændende rejse, som jeg glæder mig til at fortsætte som en del af direktionen. Nu er det tid til at ligge stenene for fremtidens OB, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg er sikker på, at vi går nogle gode og spændende år i møde, siger Steffen.
Stillingen som Team Manager vil efter Steffens nye ansættelse ikke blive genbesat. Vi vil i stedet planlægge næste skridt i udviklingen, hvor vi arbejder videre med at skabe den fremtidige organisation.