Stadion

25.08.2022 13:33

OB og TV 2 Fyn har startet et større samarbejde, hvor den fynske tv-station gennem den kommende sæson kommer helt tæt på klubben og arbejdet med at udvikle unge talenter til superligaprofiler.

I denne sæson går TV 2 Fyn helt tæt på Odense Boldklub, da et hold journalister og fotografer vil følge OB indefra. Dokumentarserien vil samtidigt adskille sig fra, hvad man tidligere har set, da det hovedsagelige fokus i serien vil handle om menneskerne i klubben, og den rejse som unge talenter gennemgår fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.

- Vi ved, at der er en stor interesse for OB, så det at vi nu giver mulighed for et mere detaljeret indblik i klubben, ser vi som en del af vores ønske om at være transparente. Vi glæder os til, at vi sammen med TV 2 Fyn kan vise, hvordan vi i alle dele af klubben jagter vores drømme i hverdagen, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Det store fokus i historien vil handle om transitionen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og her vil man komme helt tæt på oplevelserne, som fodboldspillere, trænere og ledere går igennem.

- OB er en klub, der betyder meget for mange, og derfor ønsker vi at invitere vores fans og interessenter med inden for væggene i Ådalen. Vi er hele Fyns fodboldklub, så det, der foregår hos os, må alle godt vide noget om og føle ejerskab over. Vi vil gerne være en klub og en by hånd i hånd med hinanden, og derfor ønsker vi at vise, hvilke processer og diskussioner der foregår på daglig basis, siger Rasmus Nejstgaard, kommunikationschef i OB.

Dokumentarserien er blandt andet inspireret af Netflix-serien Sunderland ’Til I Die, og den vil således også fokusere på klubbens betydning for folk i og omkring Odense, og det er også noget af det, der gør det ekstrainteressant for TV 2 Fyn.

- Der er næsten ikke noget, der samler fynboerne mere end OB, brunsviger og det tredje spor. Derfor er det helt oplagt for os at følge OB’s største talenter og deres vej ind i superligatruppen eller ud i verden. Det giver fynboerne og alle andre et unikt indblik i en af de ældste klubber i Superligaen og deres kamp for at komme op i toppen af dansk fodbold igen, siger Sofie Dambæk Rasmussen, der er redaktør på produktionen.  

TV 2 Fyn har fulgt klubben tæt siden de for første gang gik i luften i 1989, men alligevel er samarbejdet med OB et strategisk skridt, der kan åbne nye døre for mediet.

- Aftalen med Odense Boldklub repræsenterer for TV 2 Fyn et strategisk skifte, hvor vi i højere grad vil forsøge at lave stærkt og visuelt indhold, der kan udkomme som seriel streaming. Det ved vi, at både fynboer og danskere efterspørger mere og mere. Og vi tror på, at fortællingen om OB kan blive vores døråbner i det her for os nye marked, siger Lasse Hørbye, redaktionschef TV 2 Fyn.

TV 2 Fyn vil følge klubben hen over denne sæson, og det munder ud i en række programmer, som sendes ved udgangen af den igangværende sæson.